Loading...

Nyheder 2012

Kugle-Kim kom alligevel ind i Berlin

31. august 2012 · Jeppe Weinreich

Den danske mester i kuglestød fik torsdag aften grønt lys fra de tyske arrangører.

Først havde han fået afslag, så åbnede arrangørerne af søndagens ISTAF-stævne i Berlin alligevel porten for kuglestøder Kim Juhl Christensen (Sparta). Dermed har dansk atletik to deltagere med ved det traditionsrige stævne, der forventes at tiltrække mere end 50.000 tilskuere.

Den flerdobbelte danske mester i kuglestød skal allerede i aktion kl. 12.40, mens Andreas Bube (Bagsværd AC) løber kl. 16.50. For atletikfans, der kan se den tyske kanal ARD, sendes der direkte fra kl. 14.48-16.50.

Møder Rudishas overmand 
Startlisterne er netop offentliggjort, og for Bubes vedkommende bliver det til et møde med Mohammed Aman (ETH), der torsdag aften i Zürich leverede en mindre sensation ved at besejre verdensrekordholder David Rudisha.

Kim figurerer endnu ikke på startlisten, hvor verdensmesteren David Storl er tvivlsom starter efter at have pådraget sig en skade i Zürich onsdag, hvor han blev noteret for tre ugyldige forsøg.

For den danske kuglestøder er sæsonens sidste start – i Senegal – imidlertid blevet aflyst. Efter Berlin resterer der derfor kun Zagreb d. 4. september og DT-finalen på Østerbro d. 8.

ISTAF – Berlin http://www.istaf.de/

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund