Loading...

Nyheder 2012

DM Halvmaraton: Munkholm vender tilbage

07. september 2012 · Dansk Atletik Forbund

Efter otte måneders pause tester Morten Munkholm søndag sin form. Det sker ved Powerade Copenhagen Half Marathon, som også har status af DM.

Sidst man så Morten Munkholm i konkurrencedragten, var en bidende kold søndag i Aalborg i januar, hvor tredje runde af CrossChallenge fandt sted. Dengang luntede han i mål, velvidende at den var hel gal med foden. På søndag er der et glædeligt gensyn med den 26-årige løber, når startskuddet til årets DM Halvmaraton lyder på Østerbro.

”Jeg havde egentlig håbet på at blive klar til Store DM, men nu bliver det så DM halvmaraton. Det bliver sjovt at komme tilbage. Jeg kunne først begynde at jogge i maj måned, og det er først her i starten af august, at jeg er kommet op på fuld træningsmængde,” siger Morten Munkholm, der ved EM Cross i december leverede en pragtpræstation med en 10. plads.

Sene revet over
Efter EM fik Munkholm imidlertid ondt i foden, og på den efterfølgende træningslejr i Sydafrika blev skaden kun forværret. Faktisk mener han, at det var dér, at svangsenen blev revet over.

”Det skete helt sikkert før løbet i Aalborg. Men kan jeg bare fortsætte min træning uden tilbagefald, så kommer det til at gå hurtigt,” siger Munkholm, der satser på at være så godt løbende om en måneds tid, at han kan forsvare sine seneste to års sejre ved Eremitageløbet.

”Men jeg har stadig mindre tilbagefald. Foden driller fortsat, selvom senen er helet. Det ER en alvorlig skade,” understreger han. Derfor skal man ikke forvente, at den ellers så sejrsvante løber går efter DM-titlen på søndag, hvor Henrik Them (Sparta) alt andet lige må være favorit.

”Nej, for en gangs skyld er sejren ikke mit mål, men jeg vil da nok kunne være med fremme,” vurderer Munkholm, der allerede nu har haft uger med en træningsmængde over 200 km – dog uden særlig meget kvalitet. 

5000 meter er målet 
”Jeg tænker ikke så meget på, hvad Henrik Them kan gøre på søndag. Vi befinder os lidt forskellige steder på nuværende tidspunkt,” mener Munkholm, der egentlig gerne vil løbe cross til vinter, men samtidig er betænkelig ved, om det er for hårdt for foden.

”Det er 5000 meteren, som jeg fremover satser på, da jeg håber, at min afslutning her vil være lidt mere konkurrencedygtig.”

Men først gælder det søndagens halvmaraton. En distance, Munkholm senest prøvede kræfter med for tre år siden. 

Forsvarende mestre er favoritter 
Ud over Henrik Them, der vandt DM i Aarhus i fjor, skal de andre favoritter formentlig findes blandt de århusianske løbere, Mikkel Kleis (AGF), Johan Damkjær (AGF) samt Ulrik Heitmann (Aarhus 1900). Sidste års sølvvinder, Michael Nielsen (AGF) figurerer ikke på den seneste liste over seedede løbere.

Hos kvinderne stiller Maria Sig Møller (AGF) både op som forsvarende mester af DM såvel som sidste års Powerade, hvor hun er indehaver af løbsrekorden. Hun har trods flere skader og pauser været suveræn de senere år. Søndag får hun dog interessant modstand i skikkelse af Anna Holm Baumeister (Viking), som fremover vil satse på de længere distancer. I begge klasser er der en håndfuld udenlandske deltagere, som forventes at passe godt i niveau med de bedste danskere.

VM i København 
Et ikke uvæsentligt aspekt ved søndagens DM er udtagelsen af den danske trup til VM i Kavarna (BUL) den 7. oktober. Dansk atletik stiller med fuldt hold, hvilket vil sige fem mænd og fem kvinder. 

 "Vi skal have et slagkraftigt hold til VM i København i 2014, så derfor sker udtagelsen til det kommende VM også med København 2014 for øje. Der skal være et perspektiv med de løbere, som vi udtager, " siger den tidligere topløber, Niels Kim Hjort, der har planlagt et længere forløb frem til den endelig udtagelse af den danske trup i december 2013.

Den seneste forventning fra løbsarrangør Sparta er, at mellem 8500 og 9000 løbere stiller op på søndag.

© Copyright Dansk Atletik Forbund