Loading...

Nyheder 2012

14-årig løber banen rundt på under 50 sek.

10. september 2012 · Jeppe Weinreich

Benjamin Lobo Vedel imponerede med 49,77 sek. på 400 meter under søndagens kvalifikationsmatch i Aabenraa, som resulterede i, at Korsør AM's herrer samt Esbjergs kvinder bliver nye hold i næste sæsons Elitedivision.

Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) blev søndag den yngste dansker nogensinde til at løbe en baneomgang på under 50 sekunder. Det skete ved kvalifikationsmatchen i Aabenraa, hvor det store ungdomstalent vandt 400 meteren i 49,77 sek. – en forbedring af 15-års rekorden fra 1989 med mere end et halvt sekund. At Benjamin – der også præsterede en 200 meter på 22,0h (vindstyrke ukendt) – først fylder 15 om to uger, gør ikke præstationen mindre opsigsvækkende. Med tiden blev der samtidig pyntet lidt på årets seniorrangliste, hvor seks løbere nu er under 50 sekunder - mod ti stk. hver af de seneste tre sæsoner.

Korsør AM rykker op 
Trods sejren måtte Aalborg AM samlet se sig slået af Korsør AM, der efter at være rykket ned i 2010 til næste sæson igen er at finde i Elitedivisionen. Bedste hold søndag var Odense Atletik, som dermed forbliver i den bedste række.

Esbjergs kvinder rykker op
Sidste år vendte Esbjerg AM's herrehold tilbage blandt de allerbedste. Fra næste sæson får de følgeskab i divisionen af klubbens kvinder, der søndag satte sig på andenpladsen efter Odense Atletik. Esbjergs oprykning betyder samtidig et farvel til Aabenraa IG, for hvem den mangedobbelte danske mester på den korte hæk, Anne Møller, gjorde sæsonens første og eneste start, da hun vandt 100 meter hæk foran Sofie Albrechtsen (EAM).
 
DT Elitedivision – kvalifikationsmatch - Aabenraa, den 9. september
Slutstilling
Mænd
1. Odense Atletik 111 point
2. Korsør AM  104 point
3. Aalborg AM 100.5 point
4. Aabenraa IG 77.5 point

Kvinder
1. Odense Atletik 95 point
2. Esbjerg AM 84 point
3. Aabenraa IG 78.5 point
4. Aalborg AM 77 poiint
5. Frederiksberg IF 58 point
6. Bagsværd AC 46 point

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund