Loading...

Nyheder 2012

Kristoffer Hari giver rekorden et tryk

13. september 2012 · Jeppe Weinreich

Det 15-årige supertalent fra Hvidovre AM løb onsdag på hjemmebane en 200 meter i 22,33 sek. - og denne gang var medvinden legal.

Ved DMU for små to uger siden imponerede supertalentet Kristoffer Hari (Hvidovre AM) med 21,94 sek. på 200 meter. En helt uhørt god tid af en 15-årig. Hari havde dog kraftig fordel af en medvind på hele 5,2 m/s. Men det affødte naturligt spørgsmålet, hvad han havde kunnet løbe under tilladte vindforhold. Ved onsdagens Sprintstævne på Hvidovre Stadion kom Hari tæt på et svar, da han tilbagelagde den halve baneomgang i 22,33 sek. (+1,4) og samtidig besejrede DM-bronzevinderen på 400 meter, Asger Gerrild (KIF).

Med resultatet forbedrer Kristoffer Hari klubkammeraten Simon Mathiasens ungdomsrekord - som bestemt også var af høj klasse – fra i fjor med hele 0,35 sek. 

Internationale udfordringer i 2013 
Præstationen gør den unge sprinter til en selvskreven deltager ved næste års internationale ungdomsmesterskaber.  Ungdoms-VM i Donetsk (UKR) er for årgangene ’96 og ’97, mens det europæiske ungdoms-OL i Utrecht (NED) efter en ændring bliver for atleter født i ’97 og ’98. Det sidste er ikke uinteressant for Hari, der netop er født i 1997.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund