E-Cup: Spartas piger rykker op i den bedste række
16. september 2012 · Jeppe Weinreich
Østerbro-klubben leverede en solid indsats og sluttede som nr. 2. Drengene fra Skive AM sluttede til gengæld sidst.
Dansk atletik vil næste år være repræsenteret i juniorpigernes gruppe A ved Europa Cup’en for klubhold. Den fornemme placering blev en realitet lørdag, da pigerne fra Sparta efter en god match i Leiria (POR) sluttede på andenpladsen kun overgået af det tjekkiske hold AK Olymp fra Brno.
Skive AM slutter sidst
Til gengæld måtte drengene fra Skive AM tage til takke med sidstepladsen efter tæt kamp. Kun ét point skilte de tre sidste hold. Da der imidlertid ikke findes nogen gruppe C, vil Danmark næste år fortsat være at finde i B-gruppen.
Vejrforholdene var med vindstille og 33 grader optimale for alle andre end langdistanceløberne. Af individuelle resultater bør for Sparta nævnes Martha Traoré, der vandt 200 meteren i ny PR 25,24 sek., mens Helene Wellm igen forbedrede sig på den lange hæk til tiden 62,76 sek. Den anden Sparta-sejr stod Laetitia Kim Bruun for, da hun vandt trespring med 12.26 meter.
To sejre til Morten Dalgaard Madsen
Mens Sparta altså havde to individuelle sejre, fik Skive AM til gengæld tre af slagsen, hvoraf Morten Dalgaard Madsen stod for to af dem, da han først satte PR på 100 meter med 10,79 sek. og siden vandt den dobbelte distance i 21,99 sek. Den tredje sejr faldt på 800 meteren, hvor Gustav V. Thomsen vandt et taktisk løb i 2:00,44 min.
Næste lørdag bliver det ved DMU for hold i Aabenraa afgjort, hvilke hold som i 2013 skal repræsentere Danmark.
Europa Cup for mesterhold (junior) – Leiria (POR) d. 15. september
Slutstilling
Piger
1. CZE 145 point
2. DEN 118 point
3. FIN 113 point
8. FRA 58.5 point
9. GRE 53 point
Drenge
1. FIN 102 point
2. SVK 100 point
3. FRA 98 point
7. IRL 71 point
8. DEN 70 point