Loading...

Nyheder 2012

DMU Hold: Hvem skal til Europa Cup?

21. september 2012 · Jeppe Weinreich

Lørdag finder årets holdfinaler sted på det nyrenoverede stadion i Aabenraa. I den ældste klasse står der som vanlig Europa Cup pladser på spil.

De to forsvarende hold i den ældste gruppe får sig sikkert et mindre kuldechok, når der i morgen er DM Hold for ungdom (12-15 år) såvel som junior (16-19 år). Efter at have været i kamp sidste weekend i over 30 graders varme ved Europa Cup’en i Portugal venter der nemlig lørdag mere efterårsagtige betingelser.

Det er Aabenraa, som i år er vært for mesterskabet, hvor vinderne i de to ældste klasser sikrer sig deltagelse i næste års Europa Cup. Aabenraa Stadion blev i løbet af sommeren renoveret, hvorfor faciliteterne ikke fejler noget.

Kan Amager AC true Sparta?
Spartas juniorpiger sikrede som bekendt Danmark oprykning til den bedste række sidste weekend. I fjor var de dog ikke langt foran Amager AC, der har et par stærke navne på holdet. Hos drengene må det dog anses som tvivlsomt, at de forsvarende mestre fra Skive AM skulle kunne slå Spartas hold i juniorklassen.  

Ved finalen i Helsingør sidste år vandt Aarhus 1900 den yngste drengeklasse, mens Sparta tog guldet i den tilsvarende pigeklasse. Hvordan det går i år, ja det skal først afgøres på atletikbanerne, hvor den afsluttende stafet løbes kl. 18.55.

DMU Hold & DM Hold junior – Aabenraa d. 22. september – start: kl. 12
Startlister & tidsskema

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund