Loading...

Nyheder 2012

Fem timers tv fra H.C. Andersen Marathon

21. september 2012 · Jeppe Weinreich

Det regionale TV2 Fyn vil dække søndagens maraton i Odense massivt.

Fem timers direkte tv-transmission fra et løb på dansk grund. Det lyder utroligt, men er sandt nok. TV2Fyn har nemlig valgt at gå all in ved søndagens H.C. Andersen Marathon i Odense og sender før, under og efter den fynske nyklassiker. 

Og hvad kan seerne forvente? Først og fremmest hurtige tider helt fremme. Hvad disse angår, er H.C. Andersen Marathon i Odense nemlig Danmarks vigtigste løb. Selvom det i deltagerantal ikke kan hamle op med maj måneds pendant i København, er det i den fynske hovedstad, at der for alvor bliver løbet stærkt. Det blev kraftigt understreget i 2010-udgaven af løbet, hvor Kenyas Raymond Kiplagat Kandie forbedrede løbsrekorden til 2:10,43 timer - den suverænt hurtigste maratontid på dansk grund nogensinde.

Søndag er der lagt op til nye supertider, når et stærkt internationalt felt står linet op sammen med godt 4000 motionister ved Odense Idrætspark. Her får tilskuerne et gensyn med førnævnte Kandie, der har selskab af ti stærke landsmænd. Andet end en kenyansk sejr må altså på forhånd siges at være urealistisk.

Jeppe Farsøht – stærkeste danske navn
I fjor, da løbet havde status af DM, imponerede AGF'eren Mikkel Kleis med tiden 2:19,12 timer - trods et særdeles kraftigt regnskyl undervejs. Det rakte til en fjerdeplads efter tre kenyanere. I år er det en anden AGF'er, som er bedste bud på en dansk topplacering, nemlig Jeppe Farsøht, som to gange tidligere har vundet DM-sølv. 

Flere hurtige kvinder stiller ligeledes op i Odense. Her er den 32-årige hviderusser Svietlana Kouhan favorit til at vinde. Med en personlig rekord sat i april i år på 2:29,37 timer kan det bestemt ikke udelukkes, at Gitte Karlshøjs legendariske løbsrekord fra 2001 på 2:32,41 timer kommer i fare.

"Det er den 13. udgave af løbet, og det høje sportslige niveau blandt eliteløberne bevares," lyder det fra løbets pressechef og maratonekspert, Henrik Lund Jensen, som spår, at rekorderne står for fald.

H.C. Andersen Marathon – Odense, d. 23. september

Mere information på arrangementets hjemmeside

(Bor man ikke i lokalområdet, kan man på nettet se live-streaming fra løbet - www.tv2fyn.dk )

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund