Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 09-22 Morten Jensen skifter træner
Morten Jensen skifter træner
22. september 2012 · Jeppe Weinreich
Den nordiske rekordholder vender tilbage til svenske Leif Dahlberg.
Efter skuffelsen over en kikset OL-kvalifikation skifter længdespringer Morten Jensen træner. Der bliver dog ikke tale om nogen helt ny træner, men en tilbagevenden til svenske Leif Dahlberg, som også stod bag Morten Jensen i fire sæsoner fra 2007-2010. Ikke mindst i den sidste sæson viste den nordiske rekordholder karrierens højeste niveau, men da det skulle kulminere ved EM i Barcelona, kiksede han fælt.
Efter den nedtur tog forbundets cheftræner, Lars Nielsen, over sammen med den dengang stadig aktive atlet, Anders Møller. Selv om det høje niveau fra 2010 ikke helt blev nået, så lykkedes trænerduoen med det, som ingen af de foregående trænere havde formået: at få Morten Jensen i en international finale – og tilmed vinde medalje. Det var ved EM-inde i Paris i marts 2011. Ved det efterfølgende mesterskab - EM i Helsingfors i juni i år – hev han i kvalifikationen sit længste mesterskabsspring frem nogensinde med 8.05 meter, hvilket selvsagt rakte til en finale. Men trods ihærdige forsøg i den efterfølgende tid lykkedes det ikke den nordiske rekordholder at komme over OL-kravet på 8.10 meter.
Rio 2016 er målet
"Jeg følte bare der skulle ske noget andet frem mod OL i Rio. Og hvis det var nødvendigt at skifte træner, var tidspunktet perfekt nu, da vi så har 4 år til at forberede os og arbejde hen mod det store mål," skriver Morten Jensen på Facebook.
Fylder 30 i december
Morten Jensen fylder 30 i december måned, men med trænerskiftet signalerer længdespringeren, at han stadig er sulten efter mere. Med de to særdeles lovende juniorer, Andreas Trajkovski (KIF) og Frederik Thomsen (Ballerup AK), på vej, tegner disciplinen i de kommende sæsoner til at nå sit højeste niveau herhjemme nogensinde.
"Det skal ikke være nogen hemmelighed, at planen med Leif er, at jeg skal tilbage på det niveau, jeg havde i 2010. Vi tror begge stærkt på det er muligt, hvilket også ligger til grund for, at vi har genoptaget samarbejdet som for alvor starter 1/10," lyder det fra Morten Jensen, der fra ungdomsårene og frem til efteråret 2006 blev trænet af polakken Klemens Wawrzyniak.