Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 10-01 Budolfsen imponerer igen: 2:19,32
Budolfsen imponerer igen: 2:19,32
01. oktober 2012 · Jeppe Weinreich
Den 32-årige Sparta-løber blev en flot nr. 20 i søndagens Berlin Marathon. Hos kvinderne lykkedes det to jyske løbere at klemme sig ind i Top 20.
Lars Budolfsen fik til fulde indfriet sit ambitiøse mål om en tid under 2:20 timer, da han søndag formiddag krydsede målstregen ved Berlin Marathon i 2:19,32. Det er femte år i træk, at Sparta-løberen forbedrer sin personlige rekord i netop den tyske metropol, og ikke mindst med placeringen som nr. 20 – sjette bedste europæer – rykkede den 32-årige Budolfsen endnu et skridt nærmere det niveau, hvor det begynder at blive interessant.
”Det er kulminationen på et fantastisk år, der har ført til kæmpe forbedringer på samtlige distancer. Rammerne var perfekte for mig, og løbet formede sig super fint,” siger Budolfsen, der med dagens løb skar næsten seks minutter af den personlige rekord.
Klubkammeraten Henrik Them havde indvilliget i at trække ham i det aftalte tempo indtil 25 km. Det gjorde Them til perfektion, og parret passerede halvmaraton i 1:09,49.
Ingen mur ved de 30
”Der var ingen gruppe at aflevere mig i, da Them udgik ved 25 km, så jeg lå faktisk alene resten af vejen. Jeg havde et par langsomme kilometer efter det, da jeg dels lige skulle finde ind i tempoet, dels havde lidt modvind indtil 30 km,” siger Lars Budolfsen, der ikke mødte nogen mur ved de 30 km – tværtimod.
”Fra 30 km og hjem føltes det som om, det gik ned ad bakke, og fra 35 km stoppede jeg med at se på kilometer-tiderne, men løb bare på følingen. Lige nu føles det bare super fedt at have nået sæsonens mål til ug - og nu skal slappe lidt af,” slutter Lars Budolfsen.
Vibeke Houlborg nr. 17
En endnu bedre dansk placering sørgede Vibeke Houlborg (der i år er skiftet fra Skive AM til Hening LK) for, da hun kom ind på en 16. plads i kvindernes konkurrence i ny personlig rekord 2:49,59. Mindre end et halvt minut efter fulgte Lone Balling Hansen (Skive AM) på en 19. plads i tiden 2:50,26 - ligeledes PR.
Næste store maratondag – set med danske briller – bliver Frankfurt Marathon om fire uger, hvor bl.a. Henrik Them (Sparta) går efter en hurtig tid.
Berlin Marathon – 30. september 2012
Mænd
1. Geoffrey Mutai, Kenya 2:04,15 timer
2. Dennis Kimetto, Kenya 2:04,16
3. Geoffrey Kipsang, Kenya 2:06,12
20. Lars Budolfsen, Sparta 2:19,32 PR
32. Frank Christensen 2:28,28
48. Claus Sander, Odense Atletik 2:29,37 PR
Kvinder
1. Aberu Kebede, Etiopien 2:20,30 timer
2. Tirfi Tsgeye, Etiopien 2:21,19
3. Olena Shurhno, Ukraine 2:23,32
16. Vibeke Houlborg, Herning LK 2:49,59 PR
19. Lone Balling Hansen, Skive AM 2:50,26 PR
31. Charlotte Skaunsgaard, Sparta 2:57,30 PR
41. Mette Bøgaard, Herlufsholm 2:59,11 PR
Lars Budolfsens udvikling:
2008: 2:48,45 timer (Berlin)
2009: 2:36,34 timer (Berlin)
2010: 2:31,47 timer (Berlin)
2011: 2:25,04 timer (Berlin)
2012: 2:19,32 timer (Berlin)