Loading...

Nyheder 2012

Kavarna2012: Fin VM-debut af Hjelmsø

06. oktober 2012 · Jeppe Weinreich

Lidt overraskende var Lene Hjelmsø hurtigste danske kvinde ved lørdagens VM Halvmaraton.

KAVARNA - Med et klogt disponeret løb fik Lene Hjelmsø en rigtig god VM-debut, da hun sammen med Anna Holm Baumeister kæmpede under en ubarmhjertig sol i Kavarna. De to danskere blev placeret som hhv. 45 og 47 ud af de 61 startende løbere, og at det var Hjelmsø, som var stærkest af de to lørdag formiddag, må siges at være en mindre overraskelse. 

Anna Holm Baumeister lagde stærkest ud og rundede den første 5 km runde med et forspring på 6 sekunder ned til Hjelmsø, som lå placeret i en mindre gruppe. En gruppe, som imidlertid hurtigt blev splittet op, hvorefter Hjelmsø fik kontakt med Anna Holm et par kilometer senere. De to danskere passerede i parløb 10 km-mærket (37:17), men godt 3 km senere faldt en synligt træt Anna Holm tilbage. Lene Hjelmsø avancerede på det sidste stykke endnu et par pladser og kom i mål i tiden 1:19,32 – godt to minutter fra den personlige rekord, mens Anna Holm Baumeister fulgte efter to pladser længere nede med 1:20,04.

180 grader sving kostede kræfter 
”Jeg er bestemt tilfreds med min VM-debut,” siger den 33-årige Lene Hjelmsø. ”Det var en virkelig hård tur. Jeg er ikke god til varme, og de mange 180 grader sving koster rigtig meget. Specielt den sidste krølle på ruten trak tænder ud.”
Hovedmålet for sæsonen har for Sparta-løberen dog hele tiden været Frankfurt Marathon om tre uger.
”Jeg har ligget i hård træning på det seneste, så det ser fornuftigt ud. Jeg tør dog ikke spå om, hvad det kan blive til i Frankfurt,” lyder det fra Lene Hjelmsø.

Dobbelt etiopisk sejr 
Helt fremme blev det som ventet et seværdigt kenyansk-etiopisk opgør, som først blev afgjort til sidst med en drabelig spurt mellem de to etiopiere Meseret Hailu og Feyse Tadese. Førstnævnte vandt med 1:08,55 – bare et sekund foran sin konkurrent.    

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund