København2014: Bubka overdrager fanen til Danmark
11. oktober 2012 · Jeppe Weinreich
Der var prominent selskab til stede, da de kommende danske værter for VM Halvmaraton sidste weekend fik overdraget IAAF's fane.
Efter afholdelse af VM Halvmaraton i Kavarna sidste weekend ligger værtskabet nu hos København. Det blev markeret med en lille ceremoni under VM-banketten i den bulgarske by, hvor IAAF’s fane blev overdraget til de kommende danske værter.
På de danske arrangørers vegne modtog projektleder Lene Kryger Pedersen fanen fra ingen ringere end Sergey Bubka, den ukrainske idrætslegende, der i sin egenskab af vicepræsident i IAAF var taget til Kavarna.
Stærk interesse for at være med
Opholdet i Kavarna var udbytterigt for de danske arrangører, der fik etableret flere gode kontakter med det internationale atletikforbund. Nok er der 528 dage til VM skydes i gang på Christiansborg Slotsplads, men i den kommende tid går projektet ind i en travl og spændende fase.
Inden årets udgang åbner salget af startnumre til de 25.000 motionister, som får en unik mulighed for at løbe med til et VM. Forhåndsinteressen på VM-arrangementets Facebook-side er stor og fortsat stigende. Sidste weekend havde mere end 4000 brugere tilkendegivet sig på siden. Et tal, der forventes at runde de 5000 i starten af næste uge. Disse personer vil være de første, som får besked om, hvornår salget åbner. VM-arrangørerne opfordrer derfor til, at de mange klubledere rundt omkring i landet spreder budskabet internt.
Hjemmesiden www.copenhagen2014.dk er også meget tæt på at blive åbnet.
Foto: Fra venstre: den regerende europamester på 100 meter, Inet Lalova, præsidenten for det bulgarske atletikforbund, Sergey Bubka og Lene Kryger Pedersen.