12. oktober 2012 · Jakob Larsen
DAF's formand Lars Vermund har efter tre år som medlem af DAF's bestyrelse, heraf de seneste to som formand for forbundet, besluttet ikke at genopstille til formandsposten, når der den 28. oktober afholdes årsmøde i Dansk Atletik Forbund.
Lars Vermund har under sit formandskab stået i spidsen for en udvikling, hvor forbundet med en række store initiativer har placeret sig centralt i det danske idrætsbillede. Analysen af danske motionsløbere, lanceringen af MotionDANMARK, forbundets udviklingsprojekt og sikringen af det danske værtskab for VM halvmaraton er alle eksempler på tiltag, der har sat sit tydelige præg på forbundets udvikling de seneste to år, og som har skabt stor opmærksomhed om atletikken og DAF.
I samme periode er forbundets omsætning steget markant og Lars Vermund ønsker nu at fokusere 100 % på at øge denne udvikling, et ønske, han vurderer er svært foreneligt med et fortsat virke som bestyrelsesformand i DAF.
"Der er et stadig større behov for at finde alternative indtægtskilder til dansk atletik i årene fremover, hvis vi skal fortsætte den positive proces, vi er midt i. Dette kræver tid og fokus, hvilket jeg ikke kan kombinere med formandsposten. Jeg har derfor valgt at koncentrere mig om den opgave, jeg finder aller vigtigst for os alle sammen" siger Lars Vermund om sin beslutning om ikke at genopstille.
Bestyrelsens kandidat til ny formand for DAF er i stedet den nuværende næstformand, Karsten Munkvad.