Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 10-25 Them jagter VM-billet i Frankfurt
Them jagter VM-billet i Frankfurt
25. oktober 2012 · Jeppe Weinreich
Frankfurt Marathon førstkommende søndag har hele sæsonen været målet for Henrik Them. Problemer med akillessenerne har dog dæmpet den store optimisme en smule. Alligevel håber han at komme under kravet til sommerens VM i Moskva, som lyder på 2:16,45.
For ikke lang tid siden sejrede Henrik Them suverænt ved Powerade Copenhagen Half Marathon efter at have vist storform hele sensommeren. Men ovenpå at have hjulpet træningskammeraten Lars Budolfsen til en flot personlig rekord i Berlin for tre uger siden meldte problemerne med bentøjet sig - igen. Siden den dag har træningen været en hårfin balance mellem at holde topformen og belaste akillessenerne mindst muligt. Alligevel håber den 30-årige Sparta-løber på førstkommende søndag at kunne indfri kravet til næste sommers VM i Moskva.
"Jeg kæmper stadig for at blive 100 procent klar, og håber bare det bedste. Den sidste måneds tid har ikke været optimal. Det er noget betændelse i akillessenen, og det svinger fra dag til dag. Jeg har kunnet træne, men problemerne har gjort, at jeg har haft fokus på skaden og ikke - som jeg burde - på selve maratontræningen," siger Henrik Them til MotionDANMARK.