Loading...

Nyheder 2012

Nijhuis og Tærsbøl viser EM-form

30. oktober 2012 · Jeppe Weinreich

De to danske U23-løbere bidragede i weekenden stærkt til deres universitetsholds triumf, da der var distriksmesterskaber i Alabama.

U23-klassen ved det kommende EM Cross i Budapest i december tegner interessant set med danske øjne. Af de fem løbere i årgangene 1990-92, som allerede er forhåndsudtaget, befinder fire af dem sig i øjeblikket på Eastern Kentucky University.

Sidste weekend blev der i Oxford, Alabama afviklet et mesterskab i regionen ”Ohio Valley Conference”, og her viste Thijs Nijhuis og Mads Tærsbøl flotte takter, da de kom ind som hhv. nr. 2 og 4 på den 8 km lange crossrute. Med løbere fra Kentucky på de første fire pladser blev det en sand triumf for danskernes universitetshold.

Tilbage efter skade
Thijs Nijhuis (Skive AM) har tidligere i år vist god form, men Korsør-løberen Tærsbøls præstation må siges at være ekstra glædelig, da han grundet skader ikke fik løbet en eneste gang på bane i år. Det var netop ved EM Cross i fjor, at han gjorde det så flot, da han kom ind som nr. 13. Dengang skuffede Nijhuis som langsomste mand på juniorholdet. I år er Nijhuis i en helt anden form. De to andre danskere på Kentuckys hold – de to spartanere Ole Hesselbjerg og Jeppe Harboe - var ikke med i Alabama.

Anders Ludvigsen – ugens løber
De fire nævnte er ikke de eneste danske talenter i det amerikanske. Odense-løberen Anders Ludvigsen, der løber for East Tennessee State University, blev for to uger siden kåret som ”ugens crossløber” i en anden conference, Atlantic Sun. Det skete, efter at han sluttede som nr. 12 i et 8 km løb i Macon, Georgia. 

© Copyright Dansk Atletik Forbund