Loading...

Nyheder 2012

NM Cross - optakt: Formstærk dansk trio i front

09. november 2012 · Jeppe Weinreich

Med Morten Munkholm, Abdi Hakin Ulad og Michael Nielsen med på holdet virker det danske seniorhold stærkt. Hvem bliver den fjerde mand på holdet - og kan Urige Buta besejres?

Den norske hjemmeside Kondis.no tipper top-3 hos mændene således: Urige Buta (NOR), Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) og Jerker Lysell (SWE). Retfærdigvis nævnes også sidste års sølvinder, svenske Mikael Ekvall, samt mesteren fra 2009, Morten Munkholm, som andre, der vil kunne blande sig i medaljekampen.

De fleste er dog enige om, at den etiopiskfødte Buta er favorit. Ikke mindst qua hans suveræne sejr i fjor i Uddevalla. Norge har de seneste fem år vundet holdguldet – med undtagelse af 2008, hvor København var vært. Også selvom Øystein Sylta – som er med igen i år – dengang vandt individuelt. Skal holdguldet igen glippe for nordmændene på dansk grund? 

Stærk dansk trio 
Med Munkholm, Ulad og Michael Nielsen står Danmark umiddelbart stærkt. Alle løbere har vist god form på det seneste. Således måtte Michael Nielsen først slippe Abdi Hakin Ulad på den sidste runde, da der blev løbet cross i Korsør for nylig. Morten Munkholm har siden sit comeback ved DM Halvmaraton vist en opadgående formkurve. Han sparede sig selv i Korsør, og det skal derfor blive ekstra interessant at se, hvor god formen er på nuværende tidspunkt.

I fjor var både Jesper Faurschou (Herning LK) og Johan Damkjær (AGF) med til at vinde bronze for firemandsholdet. De er begge med igen, men de blev i Korsør begge slået af Steffen Falch Larsen (Blovstrød), der må formodes at være stærkt opsat på at gøre en god figur. Det tegner altså meget åbent og uforudsigeligt.

Norsk opvisning i vente 
For to år siden i Trondhjem blev det til norsk dobbeltsejr ved Karoline B. Grøvdal og Kirsten Marathon Melkevik. Alt tyder på, at i hvert fald førstnævnte gentager sejren. 22-årige Grøvdal er med fremragende præstationer på 10000 meter og halvmaraton for nylig blevet nomineret til Athlete of the Month af European Athletics. Det vidner om, at hun er i en klasse for sig og reelt set ingen konkurrenter har i morgen.

Mens Grøvdal ikke var med i fjor, tog Melkevik bronze. Den 42-årige veteran har siden ikke konkurreret meget, men må alligevel være én, som kan være med i kampen om andenpladsen. Med 22-årige Ingeborg Lind (4.24 på 1500 meter) ligner det norsk holdguld.

I årets første crosstest i Korsør viste Simone Glad (OA/OGF) sig en tand stærkere end Louise Laursen (AGF). Med afbud fra Anna Holm Baumeister er det svært at se, at andre danskere skulle kunne gøre sig forhåbning om at være med fremme. I fjor var Simone Glad blot tredjebedste dansker på holdet på en 16. plads, men hun virker en del stærkere i år og kan måske overraske positivt.

© Copyright Dansk Atletik Forbund