Loading...

Nyheder 2012

CrossChallenge: 1900 og AGF side om side

14. november 2012 · Jeppe Weinreich

Fokus i Tårnby i weekenden lå selvsagt på de nordiske mesterskaber og den uventede dobbelttriumf for Danmark. Derfor blev anden afdeling af CrossChallenge, som løbet i Tårnby indgik i, lidt overset. Og det var faktisk lidt ufortjent, eftersom der var flere interessante præstationer lige uden for top-5. Det forsøger vi her at råde lidt bod på.

Mens Aarhus 1900 hos herrerne måtte se sig klart besejret i Korsør af rivalerne fra AGF (1900’s englænder Thomas Wade kan først tælle med på holdet fra 4. runde), kunne de forsvarende mestre i Tårnby denne gang tage revanche og dermed lægge sig op på siden af AGF i kapløbet om den samlede sejr.

Klubløbere slår landsholdsløbere
Med Morten Munkholm på holdet var der tale om en væsentlig forstærkning, men det var ikke mindst i kraft af Morten Fransen og Rasmus Terps flotte indsats, at 1900 kunne løbe af med sejren. Fransen – som udgik i Korsør og dermed mistede chancen for at løbe NM – var stærkt opsat på at revanchere sig, og den 24-årige løber formåede faktisk som sjettebedste dansker at besejre to af konkurrenterne på landsholdet. 800 meter-løberen Rasmus Terp imponerede om muligt endnu mere ved slutte som 8. bedste dansker – foran flere af de nordiske landsholdsløbere. Med den særdeles rutinerede crossløber Laust Bengtsen på en 17. plads var holdet samlet lidt over et minut foran deres rivaler. Spændingen er altså intakt før de resterende fem runder.

AGF styrer mod sikker sejr 
Mens AGF’s herrer altså skal kæmpe optimalt for at sikre sig den samlede sejr, så synes klubbens kvinder godt på vej mod endnu en titel. I Korsør mistede Susanne Svendsen en mulig landsholdsplads med en lidt skuffende 8. plads. I Tårnby tog hun så revanche, da hun besejrede to af landsholdsløberne og sluttede som sjette bedste dansker. Med Louise Laursen og Maja Alm med helt fremme vandt AGF knusende suverænt med mere end 4 minutter ned til Sparta på andenpladsen.

Spartas juniordrenge i spidsen
Modsat seniorerne var der hos de mandlige juniorer ingen klubløbere, som kunne drille nogen på landsholdet. Dertil var holdet for stærkt og homogent; således kom de fem første løbere på den 6 km lange rute ind inden for bare 13 sekunder. Kun Jacob Østergaard Marcussen (Aarhus 1900), der var med helt fremme i starten, måtte grundet knæproblemer se sig falde ned i feltet. Som årgang 1993 tæller han i hele CrossChallenge 2012-13 som senior, selvom han indtil nytår fremdeles er junior. Dermed måtte hans klub se sig knebent besejret med 18 sekunder af Sparta, der nu har maksimumpoint efter de to første runder. 

Bagsværd slår Sparta med to sekunder 
Hos de kvindelige juniorer var den 14-årige Dorthe Jørgensen (Kolding KFUM) for ung til at være med i NM-sammenhæng. Det forhindrede dog ikke det unge talent i at placere sig som fjerdebedste dansker og dermed besejre hele fire landsholdsløbere. I holdkonkurrencen var det uhyre tæt, idet holdet fra Bagsværd AC slog Sparta med bare to sekunder. Dermed har de forsvarende mestre nu maksimumpoint før den tredje rundes holdstafet i Odense d. 24. november.

CrossChallenge 2. runde – Tårnby d. 10. november 2012

Mænd
1. Abdi Hakin Ulad, Korsør AM 26:23
2. Morten Munkholm, Aarhus 1900 26:42
3. Michael Nielsen, AGF 26:48
Hold
1. Aarhus 1900 2:19,02
2. AGF 2:20,05
3. Odense Atletik 2:25,46

Kvinder
1. Simone Glad, OA/OGF 26:03
2. Louise Laursen, AGF 26:21
3. Lea Reime, Blovstrød 26:31
Hold
1. AGF 1:21,02
2. Sparta 1:25,20
3. Aalborg AM 1:26,21

Junior M
1. Jakob Dybdal Abrahamsen, Aarhus 1900 19:03
(Peter Glans, OA/OGF 19:07 - årgang 93)
2. Zacharias Grassme, Sparta 19:08
3. Jacob Simonsen, AGF 19:10
Hold
1. Sparta 1:00:40
2. Aarhus 1900 1:00,58
3. Sparta II 1:05,58

Junior K
1. Josefine Thestrup, Sparta 15:58
2. Josefine Rytter, Bagsværd AC 16:04
3. Line Kalstrup Schulz, Aalborg AM  16:08
Hold
1. Bagsværd AC 50:05
2. Sparta 50:07
3. Blovstrød 54:29

© Copyright Dansk Atletik Forbund