Loading...

Nyheder 2012

København2014: IAAF roser VM-ruten

19. november 2012 · Jeppe Weinreich

Torsdag landede to repræsentanter fra IAAF i København for an inspicere VM-ruten. Og de havde kun lovord tilovers.

IAAF havde kun positive ting at sige, da de torsdag i sidste uge var på besøg i København for at inspicere den 21,1 km lange rute, som eliteløberne samt 25.000 motionister skal igennem den 29. marts 2014, når VM Halvmaraton finder sted.

”Vi var meget tilfredse med det, som vi så. At placere start og mål foran en ikonisk bygning som Christiansborg er meget velgennemtænkt,” lød det anerkendende fra englænderen David Bedford, som i knap fire år (1973-1977) sad på verdensrekorden på 10000 meter.

Efter sin aktive karriere arbejdede han i organisationen bag London Marathon, de sidste 12 år som øverste chef, inden han i år trak sig tilbage.

”Det er en god rute. Den er flad og hurtig og går forbi en masse af byens vartegn. Der er ingen tvivl om, at VM Halvmaraton i København vil blive en stor succes,” slog den 62-årige Bedford fast.

 

Wilson er tilbage 
Til det efterfølgende møde dukkede en anden tidligere verdensrekordindehaver op, nemlig Wilson Kipketer, der blandt mange tillidsposter er IAAF-ambassadør. Men Kipketer, der fylder 40 i næste måned, har ikke kun tænkt sig at være til stede som V.I.P. den 29. marts 2014. Han vil også være at finde blandt de 25.000 motionister.

”Jeg løber for mit velvære og nyder det. Når VM kommer til Danmark, vil jeg være godt forberedt. Ligesom de mange tusinde andre,” siger han.

Den imødesete åbning for salg af startnumre er den 29. november kl. 10, og arrangørerne regner med, at der bliver tryk på den dag. Forhåndsinteressen på løbets Facebook-side har været meget stor og forventes at runde de 10.000 ”fans”, inden salget starter.

© Copyright Dansk Atletik Forbund