Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 11-19 NCAA finale: Tre danskere på Kentuckys hold
NCAA finale: Tre danskere på Kentuckys hold
19. november 2012 · Christian Rath
Ole Hesselbjerg var hurtigste dansker på holdet fra Eastern Kentucky University, der lørdag deltog i NCAA-finalen i cross. Thijs Nijhuis og Mads Tærsbøl var hhv. fjerde- og femtehurtigst på det femmandshold, som sluttede som nr. 24 ud af 30 hold.
Ikke Thijs Nijhuis (Skive AM), men Ole Hesselbjerg (Sparta) var hurtigste dansker, da finalen i de amerikanske universitetsmesterskaber (NCAA) i cross lørdag fandt sted i Louisville, Kentucky.
Det halvdanske hold fra Eastern Kentucky University sluttede langt nede i rækkerne på en 24. plads ud af 30 hold. Mens Thijs Nijhuis for en uge siden stod for en fremragende præstation, da holdet kvalificerede sig til finalen, var han denne gang tilsyneladende mærket af løbet og endte – efter et hurtigt udlæg – helt nede på en 194. plads i tiden 31:36 min. for de 10 km.
Ole Hessebjerg
Så var Ole Hesselbjerg til gengæld bedre med og kunne – som holdets tredjehurtigste - slutte 56 pladser længere oppe i tiden 31:02. Med Mads Tærsbøl (Korsør AM) i mål som nr. 233 i tiden 32:35 min. var de tre danskere alle med på det femmandhold, som talte i holdkonkurrencen. Under alle omstændigheder understregede finalen den imponerende store bredde, som der gør sig gældende i amerikansk universitetssport.
Efter finalen bliver næste store udfordring nu EM Cross i Budapest, hvor alle Kentuckys fire danskere er med i U23-klassen sammen med Abdi Hakin Ulad.
NCAA Cross Country Championships – Louisville, Kentucky d. 17. november 2012
1. Kennedy Khituka, Texas 28:31,3
138. Ole Hesselbjerg, Kentucky 31:02,8
194. Thijs Nijhuis, Kentucky 31:36,3
233. Mads Tærsbøl, Kentucky 32:35,2
Hele resultatlisten