Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 11-25 CrossChallenge: Favoritsejre til Aarhus-hold
CrossChallenge: Favoritsejre til Aarhus-hold
25. november 2012 · Jeppe Weinreich
Det blev som ventet de aarhusianske hold, som dominerede ved lørdagens 3. runde af CrossChallenge i Odense. Maja Alm og Andreas Bueno var dagens hurtigste i den individuelle klasse.
Med Andreas Bueno som ankermand på holdet havde Aarhus 1900 ingen problemer med at sejre i holdstafetten. Med tiden 2:42 min. på den første tur på den 1 km lange rute var stilen ligesom lagt. Kun 800 meter løberen Michael Schmidt (KIF) fulgte ham til dørs på den første tur og fik noteret samme tid. En tid, der skulle vise sig at blive dagens hurtigste. Med Rasmus Terp og Jakob Hoffmann som de to andre på holdet bragte Aarhus 1900 i den samlede stilling sig dermed foran nærmeste konkurrent, AGF, som lørdag blev 2’er foran Herning LK, der havde en stærkt løbende Jesper Faurschou på holdet.
AGF’s kvinder dominerer
Hos kvinderne var der som ventet total dominans af AGF, der var så ubeskedne også at tage andenpladsen. I den individuelle konkurrence var det også Maja Alm og Louise Laursen. Førstnævnte løb hele syv ture, men var alligevel den hurtigste - målt på hendes fire hurtigste tider.
Flere juniorer var rigtig godt med i løbet, hvor alle klasser løb samlet. Josefine Rytter var således tredje hurtigst af alle kvinder, mens hendes hold fra Bagsværd AC også kunne vinde den tredje holdsejr i træk.
Juniorer viser EM-form
Hos de mandlige juniorer viste Zacharias Grassme (Sparta) og Jakob Dybdal Abrahamsen (Aarhus 1900) også god form to uger før deres debut ved EM Cross i Budapest. Grassme var syvende hurtigste af alle, mens Dybdal var nr. 9. Hold mæssigt kunne Aarhus 1900 for første gang denne sæson slå Sparta, der dog med sejre i de to første runder fortsat fører.
Med afviklingen af tredje runde holder CrossChallenge en længere pause frem til den 3. februar, hvor Sparta står som arrangør af 15 km landevej (10 km for kvinder).
CrossChallenge 2012/2013 - 3.runde i Odense d. 24. november
Resultater
Mænd
1. Aarhus 1900 51:41 min.
2. AGF 52:45 min.
3. Herning LK 53:01 min
Individuelt
1. Andreas Bueno, Aarhus 1900 11:00 min.
2. Jesper Faurschou, Herning LK 11:05 min.
3. Steffen Falch Larsen, Blovstrød L. 11:08 min.
Kvinder
1. AGF
2. AGF II
Individuelt
1. Maja Alm, AGF 13:18 min.
2. Louise Laursen, AGF 13:20 min.
3. Ida Bobach. AGF II 13:27 min.
Junior M
1. Aarhus 1900 55:24 min
2. Sparta 56:10 min.
3. Randers Freja 57:58 min
Individuelt
1. Zacharias Grassme, Sparta 11:28 min.
2. Jakob Dybdal Abrahamsen, Aarhus 1900 11:36 min.
3. Rasmus Hjort Christensen, Sparta 11:58 min.
Junior K
1.Bagsværd AC 63:53 min.
Individuelt
1. Josefine Rytter, Bagsværd AC 13:22 min.
2. Line Schulz, Aalborg AM 14:07 min.
3. Dorthea Jørgensen, Kolding KFUM 14:07 min.