Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 11-26 Hvidovres kastere går en lun vinter i møde
Hvidovres kastere går en lun vinter i møde
26. november 2012 · Jeppe Weinreich
Med et kommunalt tilskud har Hvidovre AM fået opgraderet deres kastefaciliteter indendørs.
For nylig kunne vi her på siden berette om et klækkeligt kommunalt tilskud i Glostrup. Nu har Hvidovre AM også kunnet profitere af et konkret medspil fra kommunen. Det har resulteret i, at klubben har fået særdeles gode indendørs kastefaciliteter, så det nu er muligt for klubbens kastere at udføre alle kast under tag med fuldt tilløb, 100 pct. intensitet og med maksimal sikkerhed for alle.
"Vores kastere er godt på vej til at have Danmarks bedste træningsfaciliteter, og der er ingen tvivl om, at det vil være med til at gøre en positiv forskel i sæsonforberedelserne for de lange kast, og specielt for hammerkast og spydkast vil det betyde et markant løft i træningskvaliteten, at der nu kan kastes året rundt med de rigtige redskaber og høj intensitet," lyder det fra en stærkt tilfreds kastetræner, Michael Bruun Jepsen, som også fremhæver ledelsen i Hvidovre Stadion for deres store hjælp.
Bornholmsk tilgang
Som bekendt råder Hvidovre AM over den danske mester i kvindernes diskoskast, Maria Sløk Hansen. Fra næste udendørssæson får klubben også tilgang af bornholmeren Andreas Jørgensen, der topper årets rangliste med noteringen 53.01 meter.