Loading...

Nyheder 2012

Andreas Bueno er i bedring

28. november 2012 · Jeppe Weinreich

Den danske mester på 1500 meter var dybt uheldig søndag aften, da en bil kvæstede ham under en træningstur. Men meget tyder nu på, at han alligevel er sluppet heldigt fra ulykken.

”En 23-årig kvindelig bilist kørte gennem et kryds, hvor hun af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen. Herved kørte hun op på cykelstien og ramte en motionsløber (mand, 24 år). Løberen kom alvorligt til skade og blev kørt til behandling på hospitalet.” (Færdselsuheld, Grenåvej, Aarhus N – anmeldt søn. Kl. 18:57 – døgnrapport, Østjyllands Politi.)

 

Et kæmpe chok spredte sig i atletikkredse i løbet af mandagen, da det rygtedes, at Andreas Bueno under en træningstur søndag aften var blevet kørt ned af en bil og havde pådraget sig alvorlige kvæstelser. Den første melding lød på blødninger i hjernen og brud på rygsøjlen.  

Den gode nyhed
Den gode og meget glædelige nyhed nu er, at Bueno, der var i sit livs form og stod foran sin hidtil bedste sæson, formentlig slipper uden mén og faktisk allerede blev udskrevet tirsdag.

”Jeg har pådraget mig en alvorlig hjernerystelse, et par bøjede ribben samt revner på den 3. og 4. ryghvirvel,” fortæller den danske mester på 1500 meter, der som medicinstuderende har et godt indblik i sin egen tilstand.

”Jeg må faktisk godt gå, stille og roligt, men jeg skal holde mig i ro indtil d. 1. januar, og vil først kunne begynde at løbe igen i februar/marts. Det er dog et standardsvar fra lægernes side, tror jeg, så jeg håber på, at det at jeg er i mit livs form – med en klart bedre blodgennemstrømning end de fleste mennesker – kan få det til at forløbe hurtigere.”

Ramt bagfra
Ved ulykken kom bilen heldigvis bagfra – og ikke frontalt. Selv mener Bueno, at hans egen fart fremad må have afbødet noget af bilens kraft. Ikke desto mindre anslår politiet, at han er røget 10 meter gennem luften – med store hudafskrabninger på den ene side og i ansigtet til følge.

”Det er bare så uheldigt, at det skulle ske. Der var stort set ingen trafik på vejen, jeg så højst et par biler undervejs på turen,” siger Bueno, der havde håbet på at gøre en god figur ved EM-inde i marts, men trods alt må glæde sig over udsigten til bare at kunne løbe igen.

I fjor havde han grundet en løbeskade tre måneders pause i oktober-december, men fik alligevel noteret 3:40,08 minutter på 1500 meteren i juni. Så sent som dagen før ulykken vandt han 3. runde af CrossChallenge – endda efter eget udsagn uden at løbe sig helt ud. Men nu er der igen blevet spændt ben for det største danske 1500 meter-talent i mange år.

Mister et semester
”Jeg mister et semester på studiet, da jeg slet ikke må koncentrere mig om noget det næste stykke tid. Men det mest irriterende er, at jeg igen mister måneders træning. Jeg har gjort alt for at komme i den form, jeg var i. Og ambitionen var at løbe meget hurtigere end de 3:40-tider, som jeg har løbet på de seneste to sæsoner. Men lige nu er jeg selvfølgelig glad for mange ting,” slutter Bueno, hvis personlige træner, Frank de Pauli, meget passende er læge og følger forløbet tæt.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund