Loading...

Nyheder 2012

DAF har fundet sin sportschef

30. november 2012 · Jeppe Weinreich

Med ansættelsen af den 41-årige Thomas Bøgh som sportschef introducerer Dansk Atletik Forbund en ny elitestruktur.

Thomas Bøgh afløser ved sin tiltræden d. 1. januar forbundets direktør, Jakob Larsen, som i en periode har været konstitueret sportschef. Derved bliver eliteafdelingen i DAF markant oprustet, og arbejdet frem mod OL 2016 kan nu intensiveres yderligere. Thomas Bøghs tiltræden markerer samtidig introduktionen af en ny elitestruktur, som bl.a. indebærer en øget støtte af de bedste atleter og rammerne om dem. Samtidig vil forbundets talentarbejde blive forstærket ved oprettelse af cheftrænerstillinger i elitekraftcentre og indførelse af talentcentre.

Den nye sportschef får det overordnede faglige og organisatoriske ansvar for Dansk Atletik Forbunds internationale mesterskabsaktiviteter samt for de atleter, der indgår i samarbejdet mellem forbundet og Team Danmark. Derudover vil han være ansvarlig for de overordnede rammer for elitekraftcentrenes arbejde og forbundets talentudvikling. Sportschefen varetager i det daglige ledelsen af forbundets eliteteam, som ud over sportschefen består af cheftrænerne i elitekraftcentrene.

Potentialet er stort
”Jeg ser med glæde frem til at tiltræde stillingen som sportschef,” udtaler Thomas Bøgh. ”Dansk atletik er inde i en meget spændende udvikling og potentialet er stort. Det gælder nu om at forløse dette potentiale, og den nye elitestruktur skaber i den forbindelse et solidt grundlag for, at dette kan lade sig gøre. Det er en struktur, som bl.a. fokuserer på, at atleternes træningsmiljøer skal være i verdensklasse. Samtidig skaber den mulighed for et langsigtet og kvalitetsfyldt talentarbejde. For mig er det væsentligt, at arbejdet med eliteidræt både har fokus på den korte og den lange bane. Og det er lige præcis det, som er tilfældet her.”

Direktør glæder sig
Dansk Atletik Forbunds direktør Jakob Larsen glæder sig til at få sportschefen med i forbundets eliteteam.  
”Processen med udvikling af vor elitestruktur og med at finde den rette mand til at lede arbejdet fremadrettet har selvfølgelig fyldt meget. Det er afgørende, at vi får en person med den rette profil til denne stilling. I den forbindelse er jeg rigtig glad for at have fået Thomas Bøgh med på holdet. Han har den rette baggrund til at udfylde posten; jeg føler mig overbevist om, at dansk eliteatletik vil blive stærkere som følge af Thomas Bøghs indsats i de kommende år,” lyder det fra Jakob Larsen.

Team Copenhagen 
Thomas Bøgh kommer fra en stilling som specialkonsulent i Team Copenhagen, hvor han været ansvarlig for drift og udvikling af Team Copenhagens elite- og støttekoncept samt en lang række supplerende tiltag; alle rettet mod den københavnske eliteidræt. Han er 41 år, bor i København, og har en fortid som atletikudøver i Skive AM, hvor han i en årrække tilhørte landets bedste hammerkastere i sin aldersgruppe.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund