Loading...

Nyheder 2012

Ny sportschef: Fremtiden er et fælles projekt

19. december 2012 · Jeppe Weinreich

Jobopslaget om en ny sportschef i DAF varslede for nylig en ændret struktur i forbundets elitearbejde. Mens direktør Jakob Larsen i flere sæsoner også har haft den hat på – med Lars Nielsen som cheftræner – så vil 41-årige Thomas Bøgh fra årsskiftet træde ind på pladsen og påtage sig det overordnede ansvar for de to cheftrænere i de to Kraftcentre i København og Aarhus.

For mange vil den kommende sportschef Thomas Bøgh være et nyt bekendtskab, men med det sportslige ansvar for den danske indsats ved de kommende store mesterskaber må hovedpersonen fremover forvente at komme i mediernes lys. Hjemmesiden besøgte ham for nylig på det, der i mange år har været hans arbejdsplads, nemlig Team Copenhagen. En eliteidrætsorganisation, som arbejder for at forbedre rammerne for den københavnske elitedræt. 

Hvad kan klubberne og de aktive så forvente, når den nye struktur træder i kraft?

”De kan forvente en struktur med to elitecentre i henholdsvis Aarhus og København, hvor vores bedste atleter skal tilbydes træningsmiljøer i topklasse. For uden disse miljøer skaber vi ikke verdensklasse. Dernæst skal vi have etableret en række talentcentre rundt omkring i landet. Disse centre skal have en meget central position i arbejdet med talentudviklingen. Hvad jeg vil forsøge, er at skabe et tæt samarbejde med en åben dialog. Og her er det vigtigt at slå fast, at der er tale om et fælles projekt. Jeg er jo ikke kommet her for at lave en paladsrevolution, og derfor skal det gode arbejde ude i klubberne naturligvis fortsætte. Det handler først og fremmest om at skabe miljøer, sørge for, at de rette rammer er der, og at kompetencerne er der hos de involverede. Og ikke mindst er det vigtigt, at vi sikrer os, at fødekæden i form af unge talenter er på plads.”

Gennem sit arbejde i Team Copenhagen har Thomas Bøgh haft en stor berøringsflade med andre sportsgrene, og det ser han kun som en klar fordel, selvom hans baggrund er og bliver atletikken, hvor han var en lovende hammerkaster i Skive AM med 55.34 meter (6kg) som 17-årig som det bedste resultat, inden studierne fik første prioritet.

De unikke miljøer 
”Når vi taler om eliteidræt, så er det for mig at se de unikke træningsmiljøer med de rette rammer, som skaber resultater. Det skal være baseret på viden. Det skal handle om, at man ved – ikke tror. Derfor er det også vigtigt, at der foregår en løbende udvikling blandt trænerne. Rosporten herhjemme har opnået stor succes, fordi der er blevet skabt en unik kultur omkring den. Rocentret i Bagsværd, hvor de bedste roere har deres daglige træning, og andre meget succesfulde elitemiljøer her i landet, er alle karakteriseret ved at have dialogbaseret træningsmiljøer, hvor trænerne samarbejder på tværs og hvor de aktive inddrages på mange niveauer. En af mine væsentligste fremtidige arbejdsopgaver bliver at sikre kvaliteten i vores to centre i Aarhus og København. Sikre at miljøet og rammerne udvikler sig og fungerer, så de aktive kan udvikle sig på bedst mulig vis. Det skal vi bl.a. gøre ved at tage ved lære og søge inspiration i andre elitemiljøer. Her mener jeg, at man i dansk atletik måske har været lidt for lukket omkring at lade sig inspirere udefra, ” lyder det fra Thomas Bøgh, der samtidig peger på, at det også handler om miljø i den enkelte klub.

”Jeg har jo selv min baggrund i Skive, som i tidens løb har opfostret mange talenter. Det er jo ikke sådan, at der findes flere talenter i Skive end i andre byer af en tilsvarende størrelse. Men i Skive har man haft – og har stadig – et miljø, hvor talentet trives. Vi både konkurrerede og samarbejdede, og det miljø er noget, som jeg har taget med mig,” siger den kommende sportschef, der er gift og far til en dreng og en pige på hhv. ti og fem, men som - endnu – ikke har fået fanget sønnen ind i atletiksporten.

Selv startede Thomas Bøgh med atletik som 13-årig. Ved JMU i 1984 vandt han bronze i spydkast efter et par måneders træning – men måtte se sig besejret af den ét ældre Carsten Bomme, der pudsigt nok nu bliver chef for Kraftcenter Øst.

At skabe flere miljøer 
”Der er jo allerede gode miljøer for eliten i København og Aarhus. Men vi skal skabe endnu flere miljøer. Jeg synes virkelig, at der er et stort potentiale i dansk atletik. Og det er faktisk også, hvad jeg hører, når jeg færdes inden for andre sportsforbund. Havde jeg ikke troen på det potentiale, så havde jeg heller ikke søgt stillingen,” slår han fast.

”Da jeg i sin tid selv kastede, anså man i det danske kastemiljø det at støde 20 meter i kugle som værende helt umuligt. Joachim B. Olsen viste, at det var muligt. Ligesom at Morten Jensen beviste, at en dansker godt kunne springe over 8 meter i længdespring. Ja, vi kan sgu godt! Og nu har vi eksempelvis Andreas Trajkovski og Frederik Thomsen, som meget vel kan gøre det om nogle få sæsoner. Førstnævntes medalje ved Junior-VM var den første til dansk atletik, men det bliver ikke den sidste! Eliteidræt gælder om konstant at skubbe til vores egne grænser og forestilling om, hvad vi kan. Vi skal sætte overliggeren højt, men naturligvis også være realistiske.”

EM-inde i Göteborg i marts bliver dit første internationale mesterskab som sportschef. Hvad er dine forventninger dér?

”EM bliver interessant, men der kommer jo mange mesterskaber i den kommende tid, og jeg ser dem alle som en udvikling hen imod Rio 2016. I Göteborg vil vi se en gruppe, som er på vej frem. Resultatet dér vil give os en fornemmelse af, om udviklingen fortsætter, og om vi er på rette vej. Jeg forventer ikke nogen medalje ved EM, selvom eksempelvis Andreas Bube bestemt har muligheder på 800 meter. Det handler om, at vi skal få dem til at præstere på dagen. Efter Göteborg kommer mesterskaberne som perler på en snor. Selv anser jeg EM 2014 (i Zürich, red.) som meget interessant. Her vil vi forhåbentlig have en større gruppe, som kan være med og opnå finalepladser,” vurderer Thomas Bøgh, der samtidig understreger, at han ikke går ud og lover medaljer ved OL 2016.

Kipketer & Joachim B. Olsen
”Vi har p.t. ikke lige en Kipketer eller en Joachim B. Olsen, som nærmest gjorde det pr. automatik. Målsætningen, som er lavet sammen med Team Danmark, lyder på en top-8 og en top-12 placering i Rio.”

”Der ligger bestemt en særlig opgave i at fastholde talenterne. Det er en opgave at overbevise et 16-årigt talent om, at der skal 10-12 års hård træning til, før han eller hun topper - og at de undervejs ikke kommer til at tjene nævneværdigt på deres sport. Dansk svømning har skabt en tradition, en træningskultur for at træne flere timer hver eneste dag. I Aarhus og København er rammerne for at kunne gøre det til stede, men det er vigtigt, at der ikke er tale om ren centralisering. Vi skal ikke bare invitere talenter ind i centrene, vi skal også komme ud i klubberne,” slår sportschefen fast, mens han sender et suk til de fysiske rammer, der gør sig gældende mange steder.

”Vi skulle gerne have nogle flere atletikhaller. Det er jo grotesk, at der her i landet kun findes en eneste af slagsen med de officielle mål. Aarhus og København burde naturligvis have en hal i fuld størrelse. Atletik er jo ikke længere en sommersport – det er en helårssport,” slutter Thomas Bøgh.

© Copyright Dansk Atletik Forbund