Loading...

Nyheder 2013

Mikkel Dahl-Jessen skal repræsentere Europa

03. januar 2013 · Jeppe Weinreich

Den unge 1500 meter-komet er i 11. time kommet med til lørdagens store crossløb i Edinburgh, hvor han er en af seks løbere på Europas juniorhold.

Dansk atletiks store talent på mellemdistancen, Mikkel Dahl-Jessen (SAK77), fik sig lørdag en forsinket julegave. Den kom fra det europæiske atletikforbund, der udtog ham til det europæiske juniorlandshold, som lørdag i Edinburgh skal dyste mod Storbritannien og USA.

Bupa Great Edinburgh Cross Country er et af de vigtigste crossløb overhovedet, og som tidligere nævnt her på siden er Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) allerede udtaget til at løbe i seniorkonkurrencen.

Akupunktur gjorde underværker
For en måned siden sluttede Mikkel Dahl-Jessen med en 27. plads som bedste danske junior ved EM Cross i Budapest. Gymnasieeleven har ellers været plaget af skader, men flere behandlinger hos en akupunktør har gjort underværker.
”Det går nogenlunde, synes jeg selv. Træningen går stille og roligt fremad, så det ser fornuftigt ud,” fortæller Mikkel Dahl-Jessen, som fyldte 18 år den 20. december.

Mogens Guldberg
I juni måned slettede han Tom B. Hansens 46 år gamle rekord på 1500 meter (18 års klassen) med tiden 3.48,16 min. Det store mål for sæsonen er en finaleplads ved Junior-EM i Rieti, men også Mogens Guldbergs juniorrekord fra 1982 (3:45,51) er en skalp, som han gerne vil tage.

”Den rekord ville være rar at snuppe, men det er ingen hemmelighed, at jeg snarere sigter mod en tid tæt på 3:40 minutter. Jo, det ER et ambitiøst mål, men hvis man ikke satser højt, så lykkes det ikke,” lyder det fra den unge løber, som trænes af Søren Munch. 

Den umiddelbare plan er både at løbe cross og indendørs på bane denne vinter, men intet er sikkert.

”Grundet mine skader har det været lidt svært at planlægge fremad. Lige nu tænker jeg bare på at gøre det godt i Edinburgh. Det bliver fedt,” slutter Mikkel, der flyver fra Billund tidligt fredag morgen.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund