Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 01-05 Edinburgh XCountry: Abdi udgår med skade
Edinburgh XCountry: Abdi udgår med skade
05. januar 2013 · Jeppe Weinreich
Korsør-løberen var igen uheldig og måtte udgå af lørdagens crossløb efter at være vrikket om på foden.
Trods en øjeblikkelig topform synes Abdi Hakin Ulad forfulgt af uheld. Ved EM Cross i sidste måned blev han skubbet omkuld i starten af løbet. Ved lørdagens Bupa Great Edinburgh XCountry var Korsør-løberen så uheldig at vride om på foden efter godt 3 km, hvorefter han måtte udgå.
Efter løbet kunne han ikke støtte på foden, og meldingen lød, at området omkring svangsenen var hævet, så det ser umiddelbart ikke så godt ud.
Stærkt mudret rute
Forinden var Mikkel Dahl-Jessen (SAK77) i aktion hos juniorerne. Den 18-årige løber var kommet med på afbud, og måtte da også på forhånd anses som den mindst hurtige af de seks løbere på Europas hold. Den seedning kunne Mikkel ikke ændre meget ved, da han kom i mål som den sidste på sit hold på en 15. plads. At den meget mudrede rute var drilsk, understreges af kroaten Bosnjaks vindertid for de 6 km løb på 19:01 min. – godt ét minut foran Dahl-Jessen.
”Det gik godt i starten, og jeg fulgte relativt ubesværet med de første 3-4 km, men derefter blev jeg meget pludselig træt og syrede til,” fortæller Mikkel Dahl-Jessen, der mener, at grunden bl.a. skal findes i, at han den seneste tid har optrappet træningen i mængde såvel som intensitet.
De fire bedste løbere i hver af de fire klasser talte med i den samlede konkurrence, som blev vundet af Europa med Storbritannien og USA på de efterfølgende pladser.