Loading...

Nyheder 2013

Sport 2012: Prisregn til atletikken

05. januar 2013 · Jeppe Weinreich

Gunnar Møller Nielsen fra SIK80 løb med Nordeas Gør det muligt-pris ved DR’s sportsgalla i Herning, mens handicapatleterne Jackie Christiansen og Daniel Wagner Jørgensen ligeledes blev hyldet med priser.

Selvom ingen atletikfolk var nomineret til den største af priserne ved lørdagens sportsgalla i Herning, fik atletikken alligevel sat sit tydelige præg på aftenen. 

Den benamputerede Jackie Christiansen (Aarhus 1900) fik fortjent overrakt Kulturministerens Handicapidrætspris for sit historiske OL-hattrick med tre guldmedaljer i træk i kuglestød. En pris på 75.000 kr., som blev overrakt af Marianne Jelved selv. I sin takketale fremhævede 35-årige Jackie bl.a. sin træner gennem ti år, Eg Gregersen, samt sin nuværende coach, Simon Stewart.

En anden succesfuld deltager ved de paralympiske lege, Daniel Wagner Jørgensen (Vejle IF), fik på fornem vis Bestsellers pris på 100.000 kr. som ”Olympisk håb 2012”.   

Og for at fuldende aftenen blev det formand for Sæby IK80, Gunnar Møller Nielsen, der vandt Nordeas Gør det muligt-pris (75.000 kr.) – overrakt af roer Eskild Ebbesen.

”Hvis nogen spørger jer, om I vil tage en tjans som træner eller hjælpe med til et arrangement, så sig ja. Jeg har aldrig fortrudt det ét sekund,” lød det fra en tydelig rørt formand, der ved et tilfælde kom ind i klubben tilbage i 1978. 

Se tv-optagelser fra gallaen her

© Copyright Dansk Atletik Forbund