Loading...

Nyheder 2013

Pallas 1. dag: Stævnerekord til Nick Ekelund

26. januar 2013 · Jeppe Weinreich

47,41 sek. blev det til for Nick Ekelund-Arenander ved lørdagens Pallasspelen, hvor flere danske atleter viste, at formkurven er på rette sted.

Nick Ekelund-Arenander (KIF) måtte lørdag nøjes med en forbedring af sin egen stævnerekord på 400 meter ved Pallasspelen, da han vandt i 47,41 sek. Med en første 200 meter på 22,9 sek. – 0,7s langsommere end i rekordløbet sidste weekend – røg muligheden dog for en ny dansk rekord.

”Jeg er udmærket tilfreds. Det her var bare en gang træning og en test,” lød det efter løbet fra Nick Ekelund-Arenander, som søndag stiller op på 200 såvel som 800 meter. 

Sejr til Peder P. Nielsen 
I ugen efter rekorden trænede han forholdsvis tungt, og det kunne han godt mærke i dag. Næste uge op til lørdagens Göteborg Inomhus bliver lettere, fortæller træner Christian Trajkovski.

En anden EM-aktuel atlet, Peder P. Nielsen (Aarhus 1900), vandt herrernes trespring med årsbedste 15.94 meter. Med andre spring i serien på 15.88 og 15.91 meter kunne noget tyde på, at der er længere spring i vente i den kommende tid.

Krabbe er tilbage
Efter en skuffende sæsonstart sidste weekend viste Martin Krabbe (KIF) lørdag igen gamle takter, da han først løb 6,92 sek. i det indledende 60 meter heat, og senere – i en stærk finale – tog fjerdepladsen med nyt dansk årsbedste 6,88 sek. Her imponerede svenskeren Odain Rose i øvrigt med tangering af stævnerekorden på 6,68 sek. Krabbe klarede sidste år A-kravet til EM-inde med sin vindertid ved DM på 6,73 sek., men han skal stadig klare et stabilkrav for at komme med til Göteborg. 

Hurtigste danske tid i fire år 
Anna Olsson (Sparta) stod ikke tilbage for Krabbe, da hun tog andenpladsen hos kvinderne med 7,62 sek. – bare 0,01s fra hendes PR, som blev sat netop ved Pallasspelen tilbage i 2009. Tiden er dermed den hurtigste af en dansk kvinde i fire år.

 

Janne Nielsen viser storform   
Trespringer Janne Nielsen (Aarhus 1900) har lagt sin træning om siden sidste sæson, og det har båret frugt. For nylig kom hun for første gang over de 12 meter, og lørdag bød på endnu en forbedring, da hun nåede helt ud på 12.32 meter – endda uden at ramme planken. Noteringen er blot én cm fra den danske U23-rekord, som Laetitia Kim Bruun (Sparta) satte ved DM-inde i fjor.

Hurtigste danske tid syv år 
På kvindernes 1500 meter imponerede Maria Larsen (KIF) med ny personlig rekord 4:33,83 min. Tiden – der rakte til en 3. plads – er hurtigere end hendes bedste udendørs, og faktisk er det den bedste tid af en dansk kvinde siden sæsonen 2006, hvor Louise Mørch fra Sparta i Stockholms Globen løb 4:19,04 min. Det store mål i år for Maria er at klare kravet til Ungdoms-VM (4:29,00), og med dagens præstation virker det ikke urealistisk.

Sletter Sara Slott Petersens ungdomsrekord
Spartas unge Anne Sofie Kirkegaard viste allerede i sommers sit store talent på 400 meter. Lørdag i Malmø løb hun i seniorernes B-heat næsten lige så stærkt som udendørs med tiden 58,15 sek. Dermed aflivede hun ingen ringere end Sara Slott Petersens 15-års rekord – sat i samme hal for elleve år siden.

Pallasspelen, Malmø – 26.-27. januar – resultater 1. dag

© Copyright Dansk Atletik Forbund