Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 01-28 Udland: U23-løbere viser topform
Udland: U23-løbere viser topform
28. januar 2013 · Jeppe Weinreich
Nick R. Jensen forbedrede søndag sin egen U23-rekord på 800 meter i Irland, mens de fire danskere ved Eastern Kentucky University alle har præsteret gode tider de seneste par uger.
Nick R. Jensen (Sparta) åbnede søndag i Irland sin jagt på en EM-billet på 800 meter. Med en ny dansk U23-rekord på 1:51,73 min. – en forbedring af hans egen rekord sat for to år siden i Stockholm – kom han et skridt nærmere B-kravets 1:50,50 min.
Feltet i Athlone, lidt uden for Dublin, levede ikke op til det lovede niveau, fortæller Nicks træner Heidi Jensen. Derfor fik Nick ikke den nødvendige modstand og måtte stort set kæmpe alene mod uret. Næste weekend gør han et nyt forsøg i Birmingham, hvor der er forventning om bedre modstand.
U23-løbere viser storform i USA
Nick R. Jensen var ikke den eneste i kuldet af U23-talenter, som viste gryende form i udlandet. De mange danskere, der for tiden træner og studerer ved Eastern Kentucky University, gjorde det rigtig godt ved weekendens Rod McCravy Memorial Meet i Lexington, Kentucky. Rundbanen er dog 291 meter lang, hvorfor de følgende personlige rekorder ikke kan anerkendes:
Ole Hesselbjerg (Sparta) og Thijs Nijhuis (Viborg AM) satte begge "PR" på 3000 meter med hhv. 8:17,79 og 8:18,20 min. på tredje- og fjerdepladsen. For begges vedkommende er tiderne klart hurtigere end de respektive PR udendørs. For Jeppe Harboe (Sparta) blev det endda til en sejr, da han på den sjældne indendørs 5000 meter løb i 14:34,38 min.
Tærsbøl på toppen
Universitetets fjerde dansker, Korsør-løberen Mads Tærsbøl, imponerede ikke mindre ved stævnet, da han i sin debut på den indendørs mile blev 2’er i flotte 4:05,31 min. – en klart bedre tid end de 3:52,75 min., han har løbet på 1500 meteren udendørs (i 2010, inden en længere skadesperiode). B-kravet til EM-inde på 1500 meter lyder i øvrigt på 3:46,00 min.
Weekenden inden satte samme Tærsbøl i staten Indiana PR på 3000 meter med 8:16,38 min. Her løb førnævnte Nijhuis PR på milen med 4:08,39 min. I dette tilfælde var rundbanen (så vidt vides) de korrekte 200 meter lang.
Resultatlister
"Woodie’s DIY AAI Games" - Athlone (IRL), d. 27. januar
“Gladstein Invitational” - Bloomington, Indiana (USA), d. 18.-19. januar
“Rod McCravy Memorial Meet” – Lexington, Kentucky (USA) d. 25.-26. januar (291 meter rundbane)