CrossChallenge 4.runde: Them fører stærkt felt an
01. februar 2013 · Jeppe Weinreich
Årets første runde af CrossChallenge afvikles søndag på Østerbro, hvor der kan forventes hurtige tider på mændenes 15 km.
Trods fravær af Morten Munkholm (Aarhus 1900) og Abdi Hakin Ulad (Korsør) ved søndagens 4. runde af CrossChallenge kan der forventes højt niveau i herrernes løb. Med på Østerbro - hvor der for mændenes vedkommende dystes over 15 km – er nemlig Henrik Them (Sparta), som dermed har sin første seriøse start siden succesen ved Frankfurt Marathon.
På forhånd forventes hans hårdeste konkurrenter at blive Michael Nielsen (AGF) og Jesper Faurschou (Herning LK), men feltet rummer også flere andre løbere fra den foreløbige VM-bruttotrup, eksempelvis Johan Damkjær (AGF), Lars Budolfsen (Sparta), Ulrik Heitmann (Aarhus 1900) og Peter Bech. Løbere, som alle må forventes at ville gøre en god figur.
I holdkonkurrencen ligner det på forhånd en sejr til AGF, der dermed kan bringe sig op på 2-2 i opgøret mod rivalerne fra Aarhus 1900, der anført af Morten Munkholm er til Europa Cup i Spanien samme weekend.
Egentlig skulle AGF’s kvinder som danske holdmestre i Lang Cross også have været til Europa Cup, men de har valgt ikke at stille op i Spanien. Det betyder, at Louise Laursen er med på kvindernes 10 km distance, hvor der er lagt op til et opgør mellem hende og Simone Glad (Odense Atletik).
Cross Challenge 2012/2013 (4. runde) - Østerbro d. 3. februar - startlister, rutekort m.v.
- Michael Nielsen fra AGF har sit bud på en top-3 - læs mere om det her