Ingen succes i Linz
01. februar 2013 · Jeppe Weinreich
Tilløbet passede ikke for Morten Jensen, der torsdag aften i Linz måtte nøjes med 7.46 meter.
Fem overtrådte og et enkelt målt spring på 7.46 meter var ikke, hvad længdespringer Morten Jensen (Sparta) havde håbet på, da han torsdag aften stillede op ved Gugl Indoor i Linz (AUT). Længden rakte til en 5. plads i konkurrencen, som blev vundet af briten Julian Reid.
"Fysisk er jeg ved at være ovenpå igen efter tre ugers træningslejr, men det tekniske sejler. 7.46 fortæller meget lidt om min form," lyder det fra Morten Jensen, der nu håber på et væsentlig bedre resultat lørdag, hvor han springer i Karlsruhe.
Ved det traditionsrige tyske stævne (sendes live i Eurosport fra kl. 17:45) er feltet en del stærkere end i Linz med deltagelse af bl.a. de to tyske europamestre inde og ude, Sebastian Bayer og Christian Reif samt svenske Michel Tornéus.
Årsbedste til Kalisz
På mændenes 60 meter sluttede Mike Kalisz (Sparta) sidst i sit indledende heat. Hans tid 7,04 sek. – årsbedste – var dog god nok til at bringe ham videre til B-finalen, hvor han gentog samme tid.
Gugl Indoor – Linz (AUT) d. 31. januar 2013 - resultatliste