Loading...

Nyheder 2013

E-Cup Cross: Jakob Dybdal ét sekund fra sensationel sejr

03. februar 2013 · Jeppe Weinreich

Det 18-årige 1900-talent kom ind på tredjepladsen hos juniorerne ved Europa Cup Cross i Spanien, mens Morten Munkholm med en 15. plads hos seniorerne viste, at han er godt på vej mod topformen.

18:29 og 18:30 min. – eller bare ét sekund. Så meget skilte Jakob Dybdal Abrahamsen og vinderen hos juniorerne, da årets Europa Cup Cross søndag blev afviklet i spanske Castellón. Nok er den 18-årige 1900-løber nordisk mester på 5000 meter, men at han på den seks km lange rute kunne placere sig så højt i selskab med løbere fra Europas bedste klubber, må betegnes som uventet. Holdmæssigt måtte Aarhus 1900 dog nøjes med en 10. plads ud af 13 hold.

Munkholm – en flot nr. 15
Hos seniorerne – hvor Aarhus 1900 også repræsenterede dansk atletik - var det som ventet Morten Munkholm, som gjorde det bedst. På den 10 km lange distance fik den 27-årige løber kæmpet sig ind på en solid 15. plads i tiden 29:55 min. – 53 sekunder efter den regerende europamester i cross, Andreas Lalli (ITA). Da de to mødtes sidst ved netop EM Cross, var forskellen 1:30 min. 

Holdmæssigt formåede Aarhus 1900 at slå det svenske såvel som det finske mesterhold, mens Oslo-holdet Vidar lige akkurat klemte sig foran danskerne.

Spartas juniorpiger nr. 6 
Hos de kvindelige juniorer gjorde Josephine Thestrup det også stærkt med en individuel 11. plads i tiden 14:22 min. på den 4 km lange rute. Holdmæssigt blev det til en fin 6. plads ud af 12 hold.

Mænd - 10 km
Individuelt
1. Andreas Lalli, ITA 29:02
15. Morten Munkholm 29:55 min.
49. Rasmus Terp 31:36 min.
51. Laust Bengtsen 31:43 min.
57. Jacob Ø. Markussen 31:54 min.
83. Steffen Dalsgaard Pedersen 33:28 min.
Hold
1. GS Fiamme Gialle 27 point
8. Aarhus 1900 172 point
I alt 17 hold

Junior M – 6 km 
Individuelt
1. Markos Gkourlias, GRE 18:29 min.
3. Jakob Dybdal Abrahamsen 18:30 min. 
40. Jonathan B. Troldborg 20:05 min.
50. Kristian B. Damgaard 20:43 min.
51. Bo Sander Tønning 20:45 min.
62. Mikkel Bello Andreasen 21:54 min.
Hold
1. Sport Lisboa e Benfica, POR 27 point
10. Aarhus 144 point
I alt 13 hold

Junior K - 4 km 
Individuelt
1.Silvana Dias, ESP 13:34 min.
11. Josephine Thestrup 14:22 min.
21. Caroline Tauson 14:51 min.
26. Anna Mikkelsen 15:01 min.
35. Augusta Korsgaard 15:27 min.
45. Natalia Hulten 16:14 min.

Hold
1. Sport Club Luch-Flano Moscow, RUS 30 point
6. Sparta 93 point
I alt 12 hold

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund