Loading...

Nyheder 2013

Ny dansk juniorrekord af Traoré

04. februar 2013 · Jeppe Weinreich

5.94 meter blev det søndag til for længdespringstalentet Martha Traoré. Ved stævnet i Sätra ved Stockholm var der desuden Sparta-sejre i kuglestød og - lidt uventet - i trespring. Også i Birmingham toppede en dansker søndag trespringskonkurrencen.

For tredje gang denne vinter kunne Martha Traoré sætte dansk juniorrekord (U20) i længdespring. Det skete søndag i Sätra ved Stockholm, hvor Sparta-pigen i tredje omgang landede ude på 5.94 meter, som samtidig er dansk årsbedste. Resultatet rakte til en fjerdeplads i konkurrencen.

Martha trænes af den danske rekordholder i trespring, Anders Møller, og mens han nu alligevel var med i Sätra, stillede han for sjov op i trespring – endda med overraskende stor succes. Han vandt nemlig med 15.92 meter.

”Mit fokus er altså på dem, jeg træner,” understreger 35-årige Møller, som også træner svenske Erica Jarder. ”Jeg springer udelukkende for sjov, og alt over 15 meter er o.k. 15.92 er bare fantastisk.”

Kim Juhl Christensen stopper efter tre stød
Mændenes kuglestød blev vundet af Kim Juhl Christensen (Sparta) med 19.22 meter. Han valgte ikke at tage sine tre sidste stød. Ifølge Spartas hjemmeside skyldtes det, at han mærkede noget i sin ene læg og ikke ville risikere noget. Klubkammeraten Kenneth Mertz blev 3’er med 17.25 meter.

Peder P. Nielsen vinder i Birmingham
Trespringer Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) skulle oprindelig have sprunget i Göteborg lørdag. Han valgte dog i stedet at stille op ved søndagens Birmingham Indoor Games, hvor det blev til en sejr, men med det for ham ikke helt tilfredsstillende resultat 15.86 meter. Peder har klaret A-kravet til EM-inde, men skal vise stabilniveau denne vinter, hvilket vil sige B-kravets 16.15 meter.

Sara Slott håber på start næste weekend 
Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) havde egentlig også tænkt sig at åbne sin sæson i den engelske by, men nogle rygproblemer dukkede op tirsdag og tvang hende til at melde afbud. Nu håber hun i stedet, at det bliver i Wien næste weekend, at hun igen kommer på banen. (Se hendes planlagte program for 2013 her)

Resultatlister
Raka Spåret”, Sätra (SWE) – 3. februar
Birmingham Indoor Games (ENG) – 3. februar
 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund