Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 02-10 Stærk 5000 meter-tid af Jeppe Harboe
Stærk 5000 meter-tid af Jeppe Harboe
10. februar 2013 · Jeppe Weinreich
Tre danskere var fredag og lørdag med ved et indendørsstævne i Seattle.
14.23,96 min. på en indendørs 5000 meter. Det var, hvad Jeppe Harboe fredag ved Husky Classic i Seattle præsterede, da han kom i mål som nr. 5 i sit heat. Tiden er et sekund hurtigere, end hvad den 20-årige Sparta-løber står noteret for udendørs, men eftersom rundbanen i Seattle er 307 meter, kan den flotte tid ikke anerkendes i statistikken.
Med ved stævnet i staten Washington var to andre danskere fra Eastern Kentucky University. Thijs Nijhuis (Viborg AM) blev lørdag nr. 2 i sit heat på milen i 4:08,16 min., mens Mads Tærsbøl (Korsør AM) i et andet heat sluttede som nr. 5 med 4:08,71 min.
Dagmar vinder B-heatet i Wien
Et par danske mellemdistanceløbere var ligeledes i aktion i udlandet lørdag. Ved Vienna Indoor Classic gik Dagmar F. Olsen (Allerød AM) – der sidste weekend satte inde-PR I Belgien med 2:10,23 – efter sin første 800 meter indendørs under 2:10. Mod forventning kom junior-løberen ikke med i A-heatet, og fik dermed ikke den ønskede modstand i B-heatet, som hun dog vandt i udmærkede 2:10,90 min.
Nick R. Jensen (Sparta) var til gengæld med i A-heatet, men her var der ingen hare, og med en mellemtid for de første 400 meter i 56,5 sek. kom han ikke nærmere EM-inde i denne omgang (krav 1:50,50). Sluttiden på 5. pladsen blev 1:52,86 min.
Sara Slott sparede sig
Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) skulle også have løbet ved stævnet, men grundet en drillende rygskade valgte hun at melde afbud for ikke at risikere noget. Det forlyder, at hun til gengæld satser på at være klar til næste weekend.
8.-9. februar - Husky Classic, Seatte WA - resultatliste
9. februar – Vienna Indoor Classic –resultatliste