Loading...

Nyheder 2013

Danske topnavne i aktion i weekenden

14. februar 2013 · Jeppe Weinreich

Hollandske og svenske mesterskaber i Apeldoorn og Norrköping samt verdensklasse i The National Indoor Arena i Birmingham - og i et indkøbscenter i Potsdam. De danske topprofiler spredes over hele Europa i den sidste weekend før DM.

Vi går ind i den sidste weekend før DM-inde, og mens mange allerede har blikket 100% rettet mod Skive, så skal flere af dansk atletiks største profiler i aktion lørdag og søndag.

Apeldoorn (NED)
Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) har et par gange udskudt sin sæsonåbning, men den skulle være god nok nu, at hun i weekenden stiller op på 400 meter (uden for konkurrence) ved de hollandske mesterskaber i Apeldoorn. Der løbes indledende og semifinale lørdag, og stærkeste navn er den 20-årige Mediea Ghafoor, som løb 52,66s for nylig og er udtaget til den hollandske trup.

Norrköping (SWE)
Nick Ekelund-Arenander (KIF/Malmö IF) debuterer ved de svenske mesterskaber i Norrköping, hvor der er lagt op til en spændende duel mod svenske Johan Wissman, der modsat Nick også stiller op på 200 meter. 

Potsdam (GER)

Allerede fredag er Caroline Bonde Holm (Sparta) klar til at springe ved 14. Internationales Stabhochsprung Meeting i Stern Center Potsdam, hvor hun har særdeles gode erfaringer. Ved de seneste to optrædener er det således blevet til dansk rekord – de 4.42 meter fra i fjor (foto) er stadig gældende dansk rekord. Lørdag er det mændenes tur, og også her står dansk atletik stærkt med Rasmus W. Jørgensen (Sparta) til start. I begge klasser er OL-sølvvinderen med, nemlig Yarisley Silva (Cuba) og Björn Otto (GER). 

Birmingham (ENG) 
Andreas Bube (Bagsværd AC) løb ikke overbevisende i sin første start på 800 meter. Det kan næsten kun blive bedre ved lørdagens British Athletics GP i Birmingham. Tre deltagere fra sommerens historiske OL-finale på den foreløbige startliste siger lidt om niveauet, og Bube fik da også først bekræftet sin start sent torsdag eftermiddag. Se startlisten her

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund