Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 02-21 DM-inde: Trespringsduel med cubansk islæt
DM-inde: Trespringsduel med cubansk islæt
21. februar 2013 · Jeppe Weinreich
Den nyklassiske Møller-Nielsen duel bliver tilført ekstra kolorit med deltagelse af cubaneren Héctor Fuentes.
Mændenes trespring ved DM-inde har de seneste par år budt på et par seværdige dueller mellem Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) og Anders Møller (Sparta). I år bliver opgøret tilført ekstra kolorit af den cubanske OL-finalist fra 2008, Héctor Dairo Fuentes, der stiller op uden for konkurrence.
Cubaneren landede i forgårs i Danmark, hvor han foreløbig er på et Schengenvisum. Den danske forbindelse er Mikkel Roald-Arbøl fra Hvidovre AM, selv en habil trespringer, der lærte Fuentes at kende under et længere ophold på Cuba.
Håber på opholdstilladelse
”Vi håber på, at han får opholdstilladelse, og planen er så, at han flytter hertil permanent,” fortæller 20-årige Mikkel Roald-Arbøl, der er ved at færdiggøre sin Diplomtræneruddannelse.
”Héctor har været plaget en del af skader, men skulle være på vej tilbage. Han har dog døjet lidt med det ene baglår på det seneste, hvorfor jeg ikke forventer, at han springer super langt til DM,” fortæller Roald-Arbøl.
Med 17.43 meter som personlig rekord kan mindre end ”super langt” da også vise sig interessant i konkurrencen. I DM-regi fik Peder P. Nielsen i fjor ram på Anders Møller med 16.49 mod 16.35 meter. Året før i Skive (foto) sejrede Anders Møller med den stadig gældende halrekord 16.69 meter mod Peders 16.22 meter.
A-og B-krav
Mens Peder P. Nielsen jagter EM-kravet på 16.15 meter, vil et sådant spring ikke være nok til at bringe Anders Møller til EM, idet han modsat Peder ikke klarede A-kravet i fjor. Derfor skal Møller – der blev nr. 6 ved EM-inde i 2011 - ved DM over A-kravet på 16.50 meter.