Loading...

Nyheder 2013

Göteborg2013: Fem danskere udtaget

21. februar 2013 · Dansk Atletik Forbund

Fem danske atletikfolk er torsdag officielt blevet udtaget til EM-inde i Göteborg, som starter på næste fredag. Sportschef i Dansk Atletik Forbund, Thomas Bøgh, regner med, at flere vil komme til i den endelige trup, som foreligger umiddelbart efter weekendens DM i Skive.

To løbere, to stangspringere og en kuglestøder er nu officielt udtaget til den danske trup ved EM-inde i Göteborg (1.-3.marts). De fem atleter klarede allerede på et tidligt tidspunkt af sæsonen de opstillede kvalifikationskrav, og deres start ved mesterskaberne i Scandinavium er nu formelt på plads. 

De fem udtagne er:

Nick Ekelund-Arenander (Københavns IF) – 400 meter
Andreas Bube (Bagsværd AC) – 800 meter
Rasmus Wejnold Jørgensen (Sparta) - stangspring
Kim Juhl Christensen (Sparta) – kuglestød
Caroline Bonde Holm (Sparta) – stangspring

Regner med 7-8 atleter 
”Det er fem atleter, der alle har international erfaring, men som stadig er på vej frem. Så sent som sidste weekend præsterede Nick Ekelund-Arenander og Rasmus W. Jørgensen deres bedste resultat nogensinde. Det styrker forhåbningerne om et par danske finalepladser,” siger sportschef Thomas Bøgh, der regner med, at den endelige trup kommer op på 7-8 atleter.

Et interessant DM
”Weekendens DM bliver meget interessant at følge. Der er rigtig mange, som kan klare kravet på falderebet. Men det er sidste chance, og derfor skal de vise, at de kan præstere, når det gælder,” lyder det fra sportschefen, der peger på bl.a. Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) i trespring, Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) på 400 meter samt Morten Jensen (Sparta) i længdespring, som oplagte navne, der i sidste chance kunne sikre sig EM-billetten.

© Copyright Dansk Atletik Forbund