Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 02-24 DM-inde (1): Anders Møller gør det igen..
DM-inde (1): Anders Møller gør det igen..
24. februar 2013 · Jeppe Weinreich
Førstedagen af DM-inde i Skive bød ikke på nogen forløsende EM-kvalifikation eller et topresultat som en dansk rekord. Til gengæld viste de allerede EM-udtagne atleter fint niveau, ligesom at der var mange tætte dueller. En af dem havde Anders Møller i en af rollerne.
14 år efter at han vandt sin første titel i trespring ved DM-inde, understregede 35-årige Anders Møller (Sparta) ved DM-inde i Skive, at han så langtfra er færdig. Med et dansk årsbedste på 16.15 meter i tredje runde bragte han sig i spidsen af finalen, og trods ihærdige forsøg af rivalen Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) lykkedes det ikke denne at gå forbi. Med 16.13 meter i sidste forsøg fuldendte Nielsen en uhyre stabil serie med seks godkendte spring inden for 15.95-16.13 meter. Men det forløsende lange spring, som kunne have bragt ham over B-kravet til EM (16.15m), udeblev ganske enkelt. Bronzen gik for andet år i træk til Jannick Bagge (Hvidovre AM), der med 14.62 meter var ganske tæt på sin PR.
Kim udbygger sin sejrsrække
To godkendte forsøg var nok for Kim Juhl Christensen (Sparta), der sejrede i kuglestød for syvende år i træk med udmærkede 19.51 meter. Et par stød lå dog et stykke længere ude, men her kunne Kim ikke holde balancen og måtte overtræde. Thomas Hoffmann (Hvidovre AM) stødte helt op til sit bedste og kunne med 17.30 meter notere sig for sin hidtil bedste DM-placering, mens 18-årige Christoffer Mikkelsen (Rdrs. Freja) med PR 15.41 meter vandt sin første seniormedalje nogensinde.
Tre attentater på dansk rekord
Caroline Bonde Holm (Sparta) fik ligesom sin klubkammerat Kim en udmærket generalprøve på EM. Med 4.25 meter – klaret i sikker stil – tog hun titlen for andet år i træk. På ny dansk rekord 4.43 meter forsøgte hun sig med en relativt ny stang og havde et ganske hæderligt tredje forsøg.
Nick og Sara tog første titel uden at imponere
På 200 meter genvandt Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) sin titel på 200 meter, men at dømme efter den for hende beskedne vindertid (25,62s) sparede hun tilsyneladende på kræfterne med henblik på søndagens vigtigere 400 meter. Nick Ekelund-Arenander (KIF) genvandt på samme distance ligeledes i en tid (21,84s) noget langsommere end i fjor. Sølvet gik lige så sikkert til Mike Kalisz (Sparta), der i det indledende heat med 21,95s for første gang gik under 22 sekunder indendørs.
Tætte dyster på 1500 meter
Dagens eneste hal-rekord faldt i kvindernes 1500 meter finale, hvor der efter et langsomt udgangstempo alligevel kom fart over feltet. Den overraskende danske mester udendørs, Maria Larsen (KIF), lignede i store dele af løbet en vinder, men det blev Simone Glad (OA/OGF), som i et meget spændende spurtopgør trak det længste strå. Hendes vindertid 4:33,88 min. var bare 0,05s hurtigere end KIF-løberen. Simone Glads tid er ny PR, og hun kan meget vel sætte en ny hal-rekord på den dobbelte distance søndag.
Mindst lige så spændende var herrernes finale, hvor der var flere skiftende føringer. Først var det Mikkel Dahl-Jessen (SAK77) efter 800 meter, så var det Aladdin Bouhania (AGF), indtil Rasmus Terp (Aarhus 1900) satte en stærk spurt ind. Med en endnu bedre finish var det dog Michael Schmidt (KIF), som lige før målstregen kunne fravriste Terp guldmedaljen. Som hos kvinderne stort set samme snævre margin: 3:56,95 mod 3:57,01 min.
Jessie vinder i historisk tæt afgørelse
En endnu snævre sejrsmarin blev tilskuerne i Spar Nord Arena vidne til i kvindernes længdespring, hvor Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900) og Jessie Ipsen (KIF) fra anden runde lå side om side med 5.97 meter. Ejlersen var dog i spidsen i kraft af reglerne om det næst længste spring. I sidste forsøg fik Ipsen så noteret 5.95 meter, og det betød, at hun nu – i kraft af nævnte regel – gik i spidsen. Den sjældent tætt
e sejr kom faktisk bag på vinderen, som selv var i tvivl om sejren, men den var god nok: 5.97-5-95-5.94 slår 5.97-5.95-5.81! Martha Traoré (Sparta) måtte se sig meldt ud af kampen efter tre overtrådte forsøg, i stedet blev det nu en anden talentfuld spartaner – Laura Tølløse – som med stor PR 5.68 meter tog bronzen.
Anne Møllers sejrsrække brudt
Tabte Tine Bach Ejlersen med mindst mulig margin en guldmedalje, så kunne mangekæmperen glæde sig over forinden at have vundet 60 meter hæk med 8,70 sek. – efter at have sat PR og dansk årsbedste i det indl. heat med 8,65 sek. Anne Møller (AAIG), der ellers har vundet hvert år siden 2007, måtte dermed se sin stime af sejre stoppet og stille sig tilfreds med bronze.
Martinsen imponerer igen
Med 7,94s på 60 meter hæk vandt Andreas Martinsen (AK Holstebro) for tredje år i træk titlen. Bare 0,06s manglede der i, at han kunne have været kommet til EM. Andreas løb i vanlig aggressiv stil, og væltede de sidste tre hække. Var de hække blevet passeret en anelse højere, kunne den forløsende tid på EM-kravets 7,88s måske have været i hus. I stedet kan det store talent nu se frem mod udendørssæsonen fuld af fortrøstning.
- I mændenes højdespring sejrede den i Norge bosiddende Frederik Jahr (OA/OGF) med 2.00 meter.
- Andreas Bube (Bagsværd AC) løb med en stærk finish sig sikkert videre til søndagens 800 meter finale, hvor også Nick R. Jensen (Sparta) med en heatsejr er med. To islændinge pressede sig med i finalen, hvor altså kun fire danskere vil løbe.
- Den forventede duel mellem Stina Troest (Amager AC) og Dagmar F. Olsen (Allerød AM) på 800 meter er også på plads. Begge vandt sikkert deres indledende heat.