Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 02-24 DM-inde (2): Jensen klarer EM-krav i 11. time
DM-inde (2): Jensen klarer EM-krav i 11. time
24. februar 2013 · Jeppe Weinreich
Med 7.75 meter i første forsøg røg Morten Jensen klart over EM-kravet - og sikrede sig samtidig sin 10. titel i længdespring ved DM-inde siden den første i 2001.
Man skulle frem til weekendens sidste tekniske disciplin, mændenes længdespring, før det lykkedes en atlet at indfri kravet til næste weekends EM. Her fandt Morten Jensen (Sparta) allerede i første forsøg det forløsende spring frem. Det målte 7.75 meter, og dermed kan han nu se frem til at skulle forsvare sin bronzemedalje fra Paris 2011. En oprejsning for den danske rekordholder, hvem flere sikkert havde afskrevet efter nogle sløje resultater hele vinteren.
”Jeg har det fint med at springe langt, når andre har begravet mig. Nok klarer jeg kravet i dag, men jeg rammer stadig ikke det rigtige spring,” lød det fra Morten Jensen, der umiddelbart efter at have afsluttet sit sjette spring løb sejren hjem for Sparta på 4x200 meter.
Krabbe for 9. gang
Årets EM bliver uden dansk deltagelse på 60 meter. Det blev en realitet, da Martin Krabbe (KIF) brød målstregen som den første i 6,88 sek. – 0,08s fra kravet. 27-årige Krabbe kunne dog glæde sig over at tage titlen for niende gang i træk, men det var bestemt en af hans mere knebne sejre. Således kom 17-årige Morten Dalgaard Madsen fra arrangørklubben ind bare 0,03s efter i 6,91s - en tangering af hans egen danske 18-års rekord.
Guld til Anna Olsson
Endnu mindre var forskellen, da Anna Olsson (Sparta) slog sin otte år yngre konkurrent, Annelouise V. Jensen (Aarhus 1900), med 7,70 mod 7,72 sekunder. Den direkte duel udeblev dog lidt, eftersom de to sprintere lå placeret tre baner fra hinanden med den suveræne svensker Erica Jarder (Sparta) imellem sig. Jarder tangerede med 7,53 sek. sin egen PR og forbedrede ligeledes halrekorden i Spar Nord Arena.
Troest gør Bube kunsten efter
To nye halrekorder var der ligeledes på 800 meter, hvor Stina Troest (Amager AC) leverede et af søndagens højdepunkter, da hun fra start lagde sig alene i spidsen i et højt tempo. Som ventet var det kun Dagmar F. Olsen (Allerød AM), der kunne følge med, men også hun måtte til sidst slippe. Troest forbedrede i mål sin egen danske juniorrekord til flotte 2:07,75 min., mens Dagmar med konkurrentens perfekte pace ligeledes blev trukket ned til PR (inde) 2:09,52 – ligesom samtlige andre konkurrenter i heatet faktisk gjorde det. Så vidt vides er det stadig 400 meter hæk, som er Stinas foretrukne disciplin – men det var det som bekendt også for Andreas Bube, dengang han var junior…
Bube afviser al modstand
Også på mændenes 800 meter blev der lagt fra land. To islandske løbere trak feltet af sted i et udmærket tempo, og lige før den sidste omgang så den spurtstærke Nick R. Jensen (Sparta) sit snit til at presse sig ind foran Bube og gå efter sejren. Denne gik dog let forbi igen på langsiden og viste, at han trods alt er i sin egen klasse herhjemme. Vindertiden 1:51,36 min. er den næst hurtigste i mesterskabernes historie, kun overgået af Jens Østengaards 1:51,06 fra Rødovre 1986.
Jessie – marginalernes mester
Lørdag vandt Jessie Ipsen (KIF) guld i længdespring med mindst mulige margin. Søndag kopierede hun på utrolig vis præstationen i trespring. Før sidste omgang lå Janne Nielsen (Aarhus 1900) til at vinde sin første seniortitel med den danske U23-rekord på 12.50 meter, som hun i fjerde omgang havde sat. Men Jessie, der indtil da havde ført med 12.49 meter, sprang såmænd samme 12.50 meter i sidste forsøg og tog dermed sin anden titel.
Sara Slott trak sig
Dermed glippede en titel til for Aarhus 1900, der måtte se endnu en smutte, da Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) grundet en drillende rygskade trak sig fra 400 meteren, som den helt unge Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) nu kunne vinde. Afbuddet kostede formentlig også århusianerne titlen på stafetten, der til gengæld blev en spændende affære, hvor et norsk hold gav Sparta og 1900 god modstand. Sparta præsterede med 1:42,01 min. den næst hurtigste tid af et dansk hold nogensinde, mens Aarhus 1900 tog sølv 0,65 sek. efter.
Dobbelt guld til Simone Glad
Lige så kneben som hendes sejr på 1500 meter var lørdag, lige så suveræn var Simone Glads sejr på 3000 meter søndag. Trods et stærkt, måske for stærkt udlæg, kunne Odense-løberen forbedre sin egen halrekord med knap 15 sekunder – til 9:37,35 min. Tiden var desuden den hurtigste vindertid siden DM i Malmø 2002 (Dorte Vibjerg 9:29,94). Næste weekend er Simone favorit til at vinde dobbelt igen ved DM Cross i Herning.
Andre steder
- Rasmus Wejnold Jørgensen (Sparta) havde ingen problemer med at vinde stangspring. Han røg let over 5.35 meter i første forsøg, inden tre nedrivninger fulgte på 5.50 meter. Forinden havde hans overmand fra Store DM, Mikkel M. Nielsen (Sparta), tre gange forsøgt sig forgæves på EM-kravets 5.35 meter.
- Nick Ekelund-Arenander (KIF) tog sin anden guld på 400 meter i solide 47,52 sekunder.
- Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) var helt ved siden af sig selv i kvindernes kuglestød, men formåede dog at vinde for tredje år i træk – med beskedne 14.47 meter. De følgende pladser var dog meget tætte, og her gik sølvet til Kathrine Bebe med ny PR 13.50 meter.
- Efter bronze i ’11 og sølv i ’12 blev det til guld for Sofie Albrechtsen (Esbjerg AM), da hun i højdespring som den eneste formåede at klare 1.73 meter.
- Mændenes 3000 meter resulterede i en sikker sejr til Jesper Faurschou (Herning LK) i 8:30,51 min. På forhånd var der indløbet afbud fra Abdi Hakin Ulad, mens en anden af favoritterne, Mikkel Dahl-Jessen (SAK77), udgik.