Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 02-25 Göteborg2013: Morten Jensen officielt udtaget
Göteborg2013: Morten Jensen officielt udtaget
25. februar 2013 · Jeppe Weinreich
Den rutinerede længdespringer kommer som den sjette og sidste atlet med i den danske trup til EM-inde, som tyvstarter allerede torsdag.
Efter sit vinderspring på 7.75 meter ved søndagens DM-inde er Morten Jensen (Sparta) mandag blevet officielt udtaget til det kommende EM i Göteborg. Længdespringeren kommer i ilden ved kvalifikationen, som starter lørdag kl. 11.30.
Med udtagelsen af Morten Jensen når den danske EM-trup op på seks aktive. Det er en anelse mindre end håbet, men sportschef Thomas Bøgh ser med fortrøstning frem mod mesterskabet, som allerede tyvstarter torsdag aften, hvor kuglestøder Kim Juhl Christensen skal forsøge at nå finalen.
Et lille, men slagkraftigt hold
”Det er et relativt lille hold, men til gengæld et slagkraftigt hold uden debutanter, hvor alle aktive har vist topform på det seneste,” lyder det fra Thomas Bøgh, der håber på et par finalepladser.
Ved EM i Torino 2009 blev det blot til en enkelt semifinaleplads, mens Paris 2011 var en overvældende succes med hele tre finalepladser – heraf en bronzemedalje til netop Morten Jensen.
Sparta er stærkest repræsenteret med fire aktive, mens Bagsværd AC og KIF hver stiller med én. For første gang siden EM-inde i Glasgow 1990 er mesterskabet uden Aarhus 1900-atleter.
De danske deltageres starttidspunkter (med evt. semifinaler og finaler i kursiv)
Torsdag d. 28. februar
19:00 Kim Juhl Christensen – kuglestød (kval.)
Fredag d. 1. marts
12:02 Nick Ekelund-Arenander – 400 meter (indl.)
17:15 Caroline Bonde-Holm – stangspring (kval.)
18:35 Andreas Bube – 800 meter (indl.)
18:45 Kuglestød finale (Kim Juhl Christensen)
Lørdag d. 2. marts
11:30 Morten Jensen – længdespring (kval.)
11:35 Rasmus Wejnold Jørgensen – stangspring (kval.)
16:10 Stangspring (K) finale (Caroline Bonde Holm)
16:55 800 meter semifinale (Andreas Bube)
17:45 400 meter semifinale (Nick Ekelund-Arenander)
Søndag d. 3. marts
11:30 800 meter finale (Andreas Bube)
12:00 400 meter finale (Nick Ekelund-Arenander)
16:33 Stangspring (M) finale (Rasmus W. Jørgensen)
17:00 Længdespring finale (Morten Jensen)