EM-inde(4): Nicks chancer forbedret efter britisk protest
28. februar 2013 · Jeppe Weinreich
Den danske 400 meter løber stod til at skulle løbe på den utaknemmelige inderbane, men det er nu blevet ændret.
GÖTEBORG – Først var der ærgrelse i den danske lejr, da det blev offentliggjort, at Nick Ekelund-Arenander var havnet på bane 1 i det indledende 400 meter heat. Den slags kan godt betyde forskellen på succes eller fiasko. Men ud på aftenen blev banefordelingen ændret i alle heat – efter en britisk protest, forlyder det. Herefter blev Nick flyttet ud på bane 3, og det øger selvsagt hans muligheder for at avancere i morgen middag. Også selv om hovedpersonen ikke lægger det store i det.
”Vilkårene er de samme; jeg skal bare af sted. Jeg glæder mig virkelig til at komme i aktion,” lyder det fra den danske rekordholder.
Ved de seneste tre EM-inde er den sidste semifinaleplads gået på en tid mellem 47,24 og 47,41 sekunder. Så muligheden for dansk avancement er bestemt til stede.
Caroline håber på sæsonbedste
Ud over Andreas Bube og Nick Ekelund-Arenander skal stangspringer Caroline Bonde Holm som den tredje dansker i aktion fredag. Selvom hun stadig kun er 22 år gammel, bliver Göteborg 2013 hendes syvende store mesterskab. På forhånd må den danske rekordholders chance for at nå finalen betegnes som værende spinkel. For to år siden i Paris var niveauet usædvanlig højt; her skulle der springes 4.55 meter – 13 cm over Carolines danske rekord – for at nå finalen. I år lyder finalekravet på 4.56 meter, men – som det ofte er set – kan mindre være nok: evt. 4.46 meter med få nedrivninger undervejs. Carolines højeste spring i en international konkurrence er de 4.25 meter, som hun klarede ved VM 2011 i Daegu.
Attentat på dansk rekord
”Jeg føler mig i fin form, sprang sidste gang til træning i tirsdag, og det fungerede fint,” lyder det fra Caroline Bonde Holm, som håber på at klare sæsonbedste, hvilket vil være ensbetydende med 4.36 meter. Det vil i givet fald åbne op for tre attentater på ny dansk rekord 4.46 meter.
Den uheldige indsats ved OL i London, hvor hun rev ned tre gange på begyndelseshøjden, har hun for længst lagt bag sig. Nu handler det om at gøre en god figur i Scandinavium.