Loading...

Nyheder 2013

EM-inde(6): Bube er ude af EM

01. marts 2013 · Jeppe Weinreich

Stor skuffelse, da det danske håb kom til kort i et meget taktisk 800 meter heat. Mere forventet var det, at Caroline Bonde Holm ikke røg videre i stangspring.

GÖTEBORG – Andreas Bube har endnu succes til gode indendørs. En fjerdeplads i det indledende 800 meter heat i den langsomme tid 1:51,88 min. betyder et uventet tidligt farvel til den danske EM-sølvvinder.

Trods visse forventninger om avancement – ikke mindst fra hovedpersonen selv – måtte han under fredagens indledende 800 meter se, at løbet i bogstaveligste forstand var kørt med 200 meter igen. Her lå Bube efter flere kampe og et stærkt ujævnt tempo sidst i feltet. 

”Taktisk gik det ikke, som vi havde planlagt. Min træner og jeg havde talt om, at jeg ikke måtte ligge for langt nede før den sidste omgang. Jeg kæmper godt for min position i starten, men taber en kamp lidt senere. Den slags bliver straffet hårdt indendørs,” lød det fra en skuffet Andreas Bube, der ikke fik mulighed for at bevise, at han er i den gode form, som træningen har indikeret. Samlet slutter Bube som nr. 19 ud af 28.

4.16 og exit til Caroline Bonde Holm 
I kvindernes stangspring startede Caroline Bonde Holm fint ved sikkert at klare 4.16 meter i første forsøg. Herefter gik højden på 4.36 meter, men som det var tilfældet for fem andre springere blev det endestation for Sparta-springeren, der fortsat har sin første internationale finale til gode. Hendes andet forsøg på 4.36 meter var udmærket, mens hun i de to andre ikke var tæt på at komme over. Hun slutter på en 14-19. plads ud af 20 springere.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund