Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 03-07 DMU: Skive er klar til ny travl weekend
DMU: Skive er klar til ny travl weekend
07. marts 2013 · Jeppe Weinreich
525 atleter fra 46 klubber konkurrerer i weekenden i Spar Nord Arena i Skive, hvor flere medaljetagere fra senior-DM stadig er unge nok til at være med igen.
Selvom indendørssæsonen kører på sidste vers, så kulminerer den først for rigtig mange atleter den kommende weekend, når DMU-inde bliver skudt i gang i Spar Nord Arena i Skive. Det er sjette år i træk, at Skive er vært for mesterskabet, som indtil 2010 blev afviklet sammen med seniorernes DM. Med adskillelsen er der flere atleter, som nu får mulighed for at konkurrere ved DM hele to gange.
Et væld af medaljetagere fra senior-DM for to uger siden er med igen; det gælder bl.a. guldvinderne Sofie Albrechtsen (Esbjerg AM) og Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) i hhv. højdespring (18-19) og 200 meter (14-15), mens flere sølvvindere som eksempelvis lokale Morten Dalgaard Madsen (Skive AM) på 60 meter (18-19), Annelouise V. Jensen (Aarhus 1900) på 60 og 200 meter (16-17) og Janne Nielsen (Aarhus 1900) i trespring (U23) forventeligt ville bytte deres sølv til guld. Andreas Trajkovski (KIF), som var savnet for to uger siden, er endnu ikke klar til at springe længdespring, men stiller op på 60 meter i U23-klassen.
Lille fremgang i deltagerantal
Med 46 tilmeldte foreninger er ungdomsmesterskaberne et langt større samlingspunkt end ved DM, hvor blot 26 danske klubber var med. 525 atleter – 14 flere end i 2012 - kommer til Skive, og tilsammen udgør de lidt mere end 1000 starter. Det bliver selvsagt en travl weekend, hvor lørdag (start kl. 10) og søndag (start kl. 9) i alt byder på godt 19 timers atletik.
DMU-inde 2013 – Spar Nord Arena
Lørdag den 9. marts fra kl. 10.00 – 20.00
Søndag den 10. marts fra kl. 9.00 – 18.00