Loading...

Nyheder 2013

Flot dansk førstedag i Växjö

17. marts 2013 · Jeppe Weinreich

De indendørs rammer i Tipshallen i Växjö inspirerede lørdag flere danske kastere til flotte resultater.

Efter en jævn indsats ved DM fik kuglestøder Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) sluttet sæsonen af med årsbedste 15.66 meter, hvilket faktisk blot er 11 cm fra hendes egen danske indendørsrekord. Stødet rakte til en andenplads.

Ungdomsrekord af Aagaard 
Hos de 16-17 årige piger kunne Marie Aagaard (AAIG) forbedre sin én uge gamle ungdomsrekord med hele 39 cm til 14.45 meter (3kg), hvilket gav hende en andenplads.

Ellegaard over 50 meter 
En flot sejr stod Andreas Ellegaard (Sparta) for, at han vandt diskoskast i U23-klassen med 50.06 meter. Ellegaard - der er én blandt syv atleter i DAFs IUE-gruppe (International UngdomsElite) - kastede indtil nytår primært med 1.75kg-diskossen, som han nu er blevet for gammel til. Selvom resultatet ikke kommer til at figurere på udendørsranglisten, må det betegnes som meget lovende.

Meiken Greve over den danske rekord 
Indendørs vægtkast er i dansk sammenhæng en eksotisk øvelse. Det forhindrede dog ikke Meiken Greve (Sparta) i at sejre med flotte 18.02 meter. Interessant nok er den danske rekord udendørs blot 17.86 meter!

Langt kast af Nina Otto
Også spydkast bød på flotte resultater. Nina Otto (Sparta) vandt U23-klassen med 49.02 meter - godt en meter længere end hendes bedste udendørs. Over sin PR var også Lukas Björnvad (ROAR), der i juniorernes spydkast nåede ud på 62.02 meter - længere end hvad han kastede med 700 gram spyddet sidste sommer.

Resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund