Loading...

Nyheder 2013

BT Halvmarathon: Munkholm måtte nøjes med 2. pladsen

20. april 2013 · Jeppe Weinreich

En marokkansk løber fra Malmø sejrede foran Morten Munkholm ved søndagens BT Halvmarathon, som bød på to flotte danske tider hos kvinderne.

Med tiden 1:05,48 kunne Morten Munkholm (Aarhus 1900) søndag notere sig for en ny personlig rekord ved BT Halvmarathon, men førstepræmien på 15.000 kr. løb en marokkaner med bopæl i Sverige med.

De to konkurrenter fulgtes ad i starten, men efter godt 7 km sagde Elasri Abderrahim – som stiller op for Malmö AI – farvel og tak. I mål var han med vindertiden 1:05,01 47 sekunder foran Morten Munkholm på andenpladsen. I lighed med i fjor gik tredjepladsen til AGF-løberen Peter Bech.

Sikker sejr til Sara Sig 
Hos kvinderne levede Sara Sig Møller (Sparta) op til favoritværdigheden, da hun krydsede målstregen som første kvinde i 1:15,12. Dermed skar Sara – hvis tvillingesøster Maria flere gange har vundet samme løb - knap ét minut af sin tid fra debuten i Holland i seks uger siden.

Med dagens sejr ligner Sara Sig Møller en oplagt deltager ved IAAF/AL-Bank VM Halvmaraton til næste år. Én, som meget vel også kan løbe sig ind på holdet, er kometen Louise Kunø (Aalborg AM), der på andenpladsen satte en stor PR med 1:16,30.

34. BT Halvmarathon - Lyngby, d. 21. april

Mænd
1. Elasri Abderrahim, Marokko/Malmö AI 1:05,01
2. Morten Munkholm, Aarhus 1900 1:05,48 PR
3. Peter Bech, AGF 1:08,41
4. Kasper Laumann Hartlev, Blovstrød 1:09,27 PR
5. Paulo Jensen, KIF 1:09,51 PR

Kvinder
1. Sara Sig Møller, Sparta 1:15,12 PR
2. Louise Kunø, Aalborg AM 1:16,30 PR
3. Susanne Røssel, Amager IF 1:19,13

Alle resultater (bemærk, at der på listen er tale om nettotider)

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund