Loading...

Nyheder 2013

Sara Slott Petersen venter sig

24. april 2013 · Jeppe Weinreich

Hækkeløberen skal være mor til oktober, men satser på at vende stærkt tilbage.

(pressemeddelelse)

Sommerens atletikmæssige højdepunkt, VM i Moskva, bliver uden dansk atletiks største kvindelige navn. Årsag: Sara Slott Petersen skal være mor. Den danske rekordholder og OL-semifinalist på 400 meter hæk er sat til at skulle føde i oktober, men den vigtige begivenhed betyder ikke et farvel til topatletik. Aarhus 1900-atleten satser nemlig på at vende tilbage allerede i 2014.

”Hvis jeg fremover skal bevare min motivation, så vil jeg ikke føle, at jeg skal give afkald på noget så vigtigt for mig som at stifte familie. Derfor har jeg tænkt, at hvis det skulle være, så var det nu, hvor der stadig er tid nok til at vende stærkt tilbage,” forklarer Sara Slott Petersen, der for to uger siden fyldte 26.

”Nu er det jo forskelligt, hvordan den enkelte kommer tilbage efter en fødsel, men går det godt, så er jeg overbevist om, at jeg kan præstere nogle hurtige tider, om ikke i 2014, så i hvert fald i 2015. Hvis ikke jeg troede fuldt og fast på det, havde jeg ikke truffet dette valg,” lyder det fra Sara Slott Petersen, der i 2012 havde sin hidtil bedste sæson med tre danske rekordforbedringer foruden semifinalepladsen i OL-debuten.

Bakkes op af sportschef 
Selvom fraværet af Sara Slott Petersen sportsligt set er en bet for dansk atletik i den kommende sæson, så opererer forbundets sportschef med et længere perspektiv, som hedder OL i Rio 2016. Og her er hækkeløberen stadig en oplagt kandidat.

”Vi havde selvfølgelig gerne set Sara løbe i Moskva til sommer, men når det er sagt, så skal der – selv i elitesport – være plads til at stifte familie. Fra forbundets side bakker vi derfor op omkring hende og vil naturligvis også støtte hende i bestræbelserne på at vende tilbage på topniveau,” lyder det fra sportschef Thomas Bøgh, som peger på, at flere atletikudøvere er vendt tilbage efter en fødsel – endda på et endnu højere niveau.

Privat har Sara Slott Petersen de seneste otte år dannet par med Thomas Cortebeeck, en tidligere sprinter, nuværende atletiktræner.

Sara Slott Petersen 
Født d. 9. april 1987
Klub: Aarhus 1900
Kandidatstuderende i Idræt
- Har i årene 2007-2012 syv gange forbedret den danske rekord på 400 meter hæk, senest til 55,68s i Polen d. 21. juli 2012. Både ved VM 2011 og OL 2012 nåede hun semifinalen på favoritdistancen.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund