Loading...

Nyheder 2013

Tine Bach åbner sæsonen i Firenze

30. april 2013 · Jeppe Weinreich

Den danske rekordholder i indendørs femkamp kommer torsdag og fredag i aktion ved det traditionsrige Multistars.

Efter at have erobret den danske rekord i indendørs femkamp i februar står Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900) denne uge igen klar til at lave mangekamp. Det sker torsdag og fredag ved det traditionsrige ”Multistars”, som i år er blevet flyttet fra Desenzano ved Gardasøen til Firenze.

I den toskanske kulturby venter der Ejlersen et fint felt, der på papiret matcher hende rigtig godt. Således er hun med sin PR fra i fjor på 5507 point seedet som nr. 7 ud af 22 syvkæmpere. Ifølge træner Jens B. Christensen skal man dog på dette tidlige tidspunkt af sæsonen ikke forvente noget topresultat.

 

Ukendte faktorer 
”Der er mange ubekendte faktorer. Det er jo eksempelvis sæsonens første højde- og længdesprings-konkurrence, så vi ved ikke rigtig, hvor Tine reelt står. Men bortset fra det er træningen forløbet godt siden DM-inde. Der har ikke været nogen skader, og i påsken havde vi en fin træningslejr på La Santa,” lyder det fra Jens B. Christensen, der håber, at det måske kan blive til et par personlige rekorder på hækken og den afsluttende 800 meter.

Vejrudsigten for Firenze forudser lidt ustadigt vejr med eventuel regn på førstedagen, men ellers er temperaturen optimal med godt 25 graders varme.

Efter Multistars hedder næste planlagte syvkamp Europa Cup’en på Madeira i weekenden 29.-30. juni, mens DM Mangekamp kommer til at foregå på Tine Bach Ejlersens gamle hjemmebane i Herning d. 10.-11. august.

”26. Trofeo Zerneri Acciai Multistars” – IAAF Combined Events Challenge

Foto: Siden man i forbindelse med VM Fodbold 1990 fjernede løbebanerne på AS Fiorentinas hjemmebane, har Stadio Ridolfi været byens officielle atletikanlæg.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund