Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 05-03 Flot afslutning sikrer Ejlersen ny PR
Flot afslutning sikrer Ejlersen ny PR
03. maj 2013 · Jeppe Weinreich
Den danske syvkæmper sluttede i Firenze som nr. 6 med 5520 point - en PR-forbedring på 13 point.
Med slutscoren 5520 point forbedrede Tine Bach Ejlersen fredag i Firenze sin personlige rekord i syvkamp med 13 point. Dermed fik den 28-årige Aarhus 1900-atlet en løfterig start på udendørssæsonen, selvom ikke meget tydede på en ny PR efter førstedagen.
Regnvejr satte sit præg på torsdagens to første øvelser, hvor hun på 100 meter hæk og i højdespring blev noteret for 14,46s (+0,4) og 1.69m, hvilket i begge tilfælde var dårlige end i PR-scoren fra DM 2012. Det samme gjorde sig gældende med hendes 11.32m i kuglestød såvel 200 meteren på 25,94s (-0,8).
6 meter-grænsen endelig brudt
Fredag gik det anderledes godt. I tredje runde af længdespring landede hun ude på 6.02 meter i godkendt vind og fik dermed endelig brudt en grænse, som hun gentagne gange har været yderst tæt på.
”Dét spring gav mig virkelig et boost – også selvom det egentlig var et dårligt forsøg rent teknisk,” fortæller en glad Tine Bach Ejlersen, som med 38.72 meter i det efterfølgende spydkast igen fik hentet ind på PR-serien.
Før 800 meteren stod det klart, at en ny personlig rekord ville kræve en tid på mindst 2:19,04 – 2 sekunder hurtigere end hvad hun tidligere havde gjort. Tine gav den her alt, hvad den kunne trække, og blev i mål belønnet med PR 2:18,31, hvilket bragte hende op samlet som nr. 6 ud af 19 startende – én plads bedre end seedningen.
Mental barriere brudt
”Jeg gav den bare gas, for jeg vidste, at 2:19 var muligt. Det var en mental barriere, som jeg nu føler, at jeg har fået brudt. Så ja, jeg er lykkelig for resultatet i dag. Det lover godt for den næste syvkamp på Madeira (29.-30. juni, red.), og jeg må da indrømme, at jeg nu har kig på den danske rekord,” lyder det fra Tine Bach Ejlersen, hvis træner Jens B. Christensen også tror på, at Dorte Kleins rekord (5722 point) fra 1983 kan ryge i år.
”I dag var en god start, men der er flere point på vej. I forhold til i dag og i går kan hun finde forbedringer flere steder. 800 meteren har hun fået brudt mentalt nu, og hun kan løbe 2:15-2.16, er jeg overbevist om,” slutter mangekampstræneren, der kan gøre ”fuldt hus”, hvis - eller når - den 30 år gamle rekord engang ryger. Således var han træner for Lars Warming, som sidder på mændenes rekord både ude og inde – og Tine Bach Ejlersen har som bekendt allerede den indendørs rekord for kvinder.
”26. Trofeo Zerneri Acciai Multistars” (IAAF Combined Events Challenge) - Firenze (ITA) d. 2.-3. maj 2013
Syvkamp - kvinder
1. Anouk Vetter, Holland 5872 point
2. Jo Rowland, Storbritannien 5638 point
3. Nadine Visser, Holland 5577 point
6. Tine Bach Ejlersen, DK/Aarhus 1900 5520 point PR
Alle resultater