Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2013 > 05-05 Hari - også stærk på den dobbelte distance
Hari - også stærk på den dobbelte distance
05. maj 2013 · Jeppe Weinreich
Endnu et imponerende løb af den 15-årige sprinter: 21,77s på 200 meter. På 300 meteren viste Ekelund-Arenander og Troest ligeledes begge lovende form.
Det lå i luften, at søndag ved Tårnby Games ville byde på endnu en imponerende ungdomsrekord af Kristoffer Hari. Den 15-årige Hvidovre-sprinter levede da også til fulde op til forventningerne, da han på overbevisende måde løb 200 meteren i 21,77s (-0,5) og dermed skar 0,35s af Morten Dalgaard Madsens 16-års rekord. Problemer med teknikken i netop dét heat gjorde, at tiden kom stærkt forsinket op på tavlen – som 21,67s. Efter stævnets afslutning blev den imidlertid devalueret til 21,77s. Men mon ikke Hari har mere i posen i den sæson, som kun lige er startet?
Om godt to måneder handler det for Kristoffer Hari om det europæiske ungdoms-OL i Utrecht, og her får han meget vel selskab af den jævnaldrende Laura Tølløse (Sparta), der i søndagens længdespringskonkurrence fuldendte en flot serie med ny PR 5.84 meter og dermed indfriede det opstillede kvalifikationskrav. Nok til at vinde var det imidlertid ikke, idet den to år ældre Martha Traoré (Sparta) landede ude på 5.98 meter.
Ekelund-Arenander viser fin form
Den imødesete 300 meter finale fik den ventede vinder i skikkelse af Nick Ekelund-Arenander (KIF), der viste fin form, men med vindertiden 33,77s dog var en anelse langsommere end i fjor, hvor han løb i 33,59s. Nicklas Hyde (Sparta) vendte fint tilbage efter otte måneders konkurrencepause med 2. pladsen i 34,70s.
Gode takter af Troest
I kvindernes finale fortsatte Stina Troest (Amager AC) de fine takter fra indendørssæsonen, da hun i overlegen stil (nederste foto) vandt i ny dansk juniorrekord 39,23s.- knap et halvt sekund fra den såkaldte bedstenotering hos seniorerne.
Nyt medlem af 50m-klubben
I juniorkvindernes hammerkast vandt Celina Julin (Sparta) i PR 50.10 meter. Dermed blev hun den ottende danske kvinde gennem tiderne til at bryde den grænse.
Ung kuglestøder imponerer
Marcus Thomsen (Aarhus 1900) lagde mere end en meter til sin PR i de 14-15 åriges kuglestød, som han vandt med 16.03m – 30 cm fra den danske 15-års rekord. Ganske imponerende, når man tager i betragtning, at han debuterede for 11 måneder siden med 8.71 meter! Den talentfulde gut – som trænes af Simon Stew
art og Trine Mulbjerg - er imidlertid norsk, men har boet med sine forældre, der arbejder midlertidigt i landet.
Nævnes bør det også, at Peter Trajkovski (KIF) hos de 16-17 årige drenge (i et andet heat end Hari) med tiden 22,55s præcis ramte kravet til sommerens Ungdoms-VM.
Vellykket stævne
Ellers var det hidtil bedst besøgte Tårnby Games en stor succes. Ikke mindst vejret gjorde sit til at skabe perfekte rammer om konkurrencerne. Som noget nyt var der indstiftet to pokaler til den bedste præstation hos både drenge og piger (til og med 17 år). Valget af Kristoffer Hari gav sig selv hos førstnævnte gruppe, mens det hos pigerne blev den 13-årige svensker Erica Wärff, der med 1.70m i højdespring stod for en præstation ud over det sædvanlige.