Loading...

Nyheder 2013

DT Elitedivision: Finalisterne er fundet

14. maj 2013 · Jeppe Weinreich

Odenses herrer tager Skive AM's finaleplads, men ellers ingen ændringer i forhold til i fjor. Matchen i Hvidovre bød på flere gensyn med tilbagevendte atleter foruden en dansk U23-rekord i spydkast.

Årets DT-finale bliver stort set identisk med sidste års. Det står klart efter den indledende runde, som blev afviklet lørdag i Hvidovre. Eneste afvigelse er, at Odenses herrer tager finalepladsen fra Skive AM, der sammen med oprykkerne fra Korsør AM nu må ud i en kvalmatch.

Ellers var det en fin sæsonåbning med flere gode ting:

- I kvindernes spydkast forbedrede Nina Otto (Sparta) den danske U23-rekord til 51.08m - 45 cm længere end Marie Vestergaards rekord fra i fjor.

- Nick Ekelund-Arenander (KIF) leverede med 46,72s på 400 meter sin klart hurtigste sæsonåbning nogensinde. Det lover godt inden næste start ved Hyundai Grand Prix i Brandbu, Norge d. 22. maj.

- Hurtigste sæsonåbning var det også for Christian Laugesen (Sparta) med 52,98s på 400 meter hæk.

- Jakob Dybdal Abrahamsen (Aarhus 1900) fortsætter med at imponere: 9,05,04 på 3000 meter forhindring i et sololøb. To sekunder fra den danske juniorrekord, men klart under kravet til Junior-EM.

- Andreas Bueno (Aarhus 1900) løb på bane for første gang efter sin alvorlige ulykke, og selvom han tabte i spurten til en også stærkt løbende Nick R. Jensen (Sparta), lover det godt.

- I det hele taget vender mange af de bedste tilbage efter lang tids pause: Nick Petersen (Sparta) stødte kugle for første gang siden den indledende DT-runde i fjor. Med 18.01m viste han, at han er godt på vej tilbage efter en alvorlig rygskade. Slå Kim Juhl Christensen (Sparta) kunne han dog ikke.

- Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) havde sin første rigtige start siden et internationalt crossløb i januar. Han gjorde sin pligt og vandt en taktisk præget 5000 meter.

- I et tæt opgør på mændenes 800 meter sejrede Mihn Kyun Cho (Sparta) i ny PR 1:52,68 foran den to år yngre Christian Clausen (KIF), der ligeledes satte PR med 1:52,71. Sidstnævnte er klart under kravet til Ungdoms-VM, mens Mihn Kyun Cho - der nåede semifinalen ved det mesterskab i 2011 - mangler lidt over et sekund i at være klar til Junior-EM.

- Stina Troest (Amager AC) ER til gengæld klar til Junior-EM. På 400 meter uden hække forbedrede hun nu sin tre år gamle PR til 55,74s. På andenpladsen var der også en lille PR til den fire år yngre Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) med 57,11s.

- Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900) vandt tre individuelle sejre; bedst var hun på den korte hæk, hvor hun med 14,18s bare var én hundrededel fra sin PR.


DT Elitedivisionen (indl.) - Hvidovre d. 11. maj 2013

Mænd 
1. Sparta 158
2. Aarhus 1900 107 
3. KIF 96
4. Esbjerg AM 95
5. Hvidovre AM 88½
6. Odense Atletik 84½
7. Korsør AM 75
8. Skive AM 69½

Kvinder 
1. Sparta 142½
2. Hvdovre AM 103
3. Aarhus 1900 102
4. KIF 97
5. Aabenraa IG 84
6. Amager AC 78
7. Esbjerg AM
8. Odense Atletik 64

De seks øverste hold kæmper i DT-finalen lørdag d. 7. sept. kl. 11 på Østerbro Stadion (arr. Sparta AM). Nr. 7 og 8 skal ud i en kvalmatch dagen efter (arrangøren er endnu ikke fundet). 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund