Loading...

Nyheder 2013

Abdi under EM-kravet

19. maj 2013 · Jeppe Weinreich

Med ny PR 14:01,35 kvalificerede Abdi Hakin Ulad sig lørdag til EM-U23 på 5000 meter. Korsør-løberen var dog ikke den eneste, som gjorde det godt på en glædelig dansk dag i det England.

Solihull er traditionelt et sted, hvor danske løbere sætter personlige rekorder, og lørdagens BMC-Grand Prix i den engelske by var ingen undtagelse; faktisk forbedrede fem af de seks danske deltagere deres PR:

Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) vandt 5000 meteren i 14:01,35 og skar dermed tre sekunder af sin personlige rekord fra i fjor. Vigtigere var det, at han med tiden også klemte sig under kravet (14:08) til EM-U23 i Finland i juli måned. Altså en stærkt glædelig præstation oven på en længere skadespause.

Kristian U. Hansen (Aalborg AM) kan også begynde at se frem til et internatinalt mesterskab, nemlig Ungdoms-VM. 800 meter-løberen kom således under kravet til mesterskabet i Ukraine, da han sluttede som nummer tre i C-heatet i ny PR 1:53,38. Med 1.53,94 ved DMU-inde kan præstationen ikke siges at være helt overraskende, men faktum er, at dansk atletik nu står med to kvalificerede løbere til mesterskabet i Donetsk.

Line K. Schulz forpasser VM-krav med 0,18s
For første gang i knap tre år lykkedes det for en dansk kvinde at løbe under de 4:30 på en 1500 meter. Line K. Schulz (Aalborg AM) var navnet, og hun gjorde det via en 4. plads i B-heatet med tiden 4:29,68. Desværre forpassede hun lige akkurat kravet til Ungdoms-VM, som lyder på 4:29,50.

På kvindernes 800 var tre unge danske kvinder med. Hurtigst var junioren Dagmar F. Olsen (Allerød AM), som tog en andenplads i B-heatet med sæsonbedste 2:09,74 - godt to sekunder fra PR. Ind på 6. pladsen i samme heat kom Maria Larsen (KIF), som med tiden 2:11,43 satte en udendørs PR - sølle 0,13s fra kravet til Ungdoms-VM, som hun dog har været under indendørs.

Endelig var der i C-heatet endnu en PR til Josefine Rytter (Bagsværd AC), som med 2:11,63 også kunne returnere fra England med et glædeligt resultat.

BMC Grand Prix - Solihull, d. 18. maj 2013 
5000 meter M A-heat
1.Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) 14:01,35

800 meter M C-heat
3. Kristian Uldbjerg Hansen (Aalborg A) 1:53,38

800 meter K 
B-heat
2. Dagmar F. Olsen (Allerød AM) 2:09,74
6. Maria Larsen (KIF) 2:11,43
C-heat
3. Josefine Rytter (Bagsværd AC) 2:11,63

1500 meter K
B-heat 
4. Line K. Schulz (Aalborg AM) 4:29,68

 Hele resultatlisten

© Copyright Dansk Atletik Forbund